mandag den 24. november 2014

Søndag

Kristine er forelsket. I vores hund. Og hun er...krævende i sin kærlighed. Det er søndag morgen og jeg læser i sengen, og Walter ser Startrek på Ipaden. Kristine kommer ud fra sit værelse. Hun ligner en trold, der lige er vågnet. Det minder mig om, da mine piger var små, søvnvarme og nuttede med røde kinder, og jeg har bare lyst til at proppe dem ned i mine lommer, så de altid kan være der.

Kristine: - "Jeg vil have Tikki. Tikki kom så" siger hun fast.

Hunden ruller sig mere sammen i stolen.

Kristine: "Tikki, kom så". Endnu hårdere.

Mig: "Kærlighed i stemmen, Kristine, Kærlighed".

Vi har tit snakket om, at hun må trække hunden til sig, ved at gøre sig interessant og venlig.

Kristine "Kom så her, Tikki, kom så". Med fløjlstemme.

Hunden ligger rullet sammen, kigger på mig.

Kristine: "KOM SÅ TIKKI, NU!".

Hunden trisser hurtigt ind på hendes værelse.

Kristine: "Se mor, det hjælper ikke med det der kærlighed", siger hun og lukker døren bag sig.


Så kan man godt pakke sammen med alle sine kærlighedstalenter.

#mortilpigerderbliverstore, #sentimental-teenagemor, #hvorforvilhunikkehavemig?

tirsdag den 18. november 2014

Om den indre kritiker - en rigtig lorteven.

Jeg har et godt liv. Jeg har et stærkt ægteskab og jeg har de skønneste to dejlige væsener af døtre, som gør mig svimmel af lykke over, at de lige skulle betræde mig sti. Og lige nu er jeg så heldig, at jeg har mulighed for at bo i Hamburg, arbejde med det som jeg allerhelst vil, nemlig at skrive en ny bog, og al det spændende der er i at udgive kvinders lyst, og hvad der tilhører af PR og udvikling af foredrag. Jeg har mulighed for at gå på en spændende uddannelse. Jeg har mulighed for at gå i en udviklingsgruppe. Alle disse ting gør mig så glad for ikke meget i mit tidligere arbejdsliv har givet mig den samme følelse af meningsfuldhed.

Men det er på ingen måde uden bekymringer, frygt og andre rambukke. Det er en benhård prioritering, som også har sine omkostninger. Men det må det også godt have. Det må godt være hårdt, bare det er meningsfuldt! Jeg forsøger at iklæde mig alt mit mod for at følge det, som jeg føler for, både familiemæssigt, arbejdsmæssigt og i mit sociale liv.

Alligevel rammes jeg gang på gang af skuffelse over mig selv. Når jeg ikke lever op til mine egne forventninger. Ingen kan håne mig så meget, som den kritiske del af mig, der næsten altid dumper mig og ALDRIG er tilfreds. Jeg er ked af at sige det, men hvis mit sind var et kvarter i en by, så var der virkelig ingen, der ville gå rundt alene om aftenen i det kvarter.

Jeg har lige været på udviklingsgruppe i weekenden, og det er balsam på den del af mig. Vi træner at tage kontakt og finde følelse, tage kontakt og finde følelse for sig selv, tage kontakt og finde følelse for sig selv. Jeg tager også denne sætning med mig denne gang:
"Hvad skal jeg? Jeg skal slappe af i kroppen."

Er det så navlepilleri, det moderne menneskes selvcentrering, egoisme og narcissime, kan man indvende? (og tro mig - det tror min kritiske indre stemme ofte, men den er ikke klogere.) Nej det kan jeg love for, det ikke er. Det er en Ninjas benhårde modige kamp med svær og udrustning mod den indre kritiker, frygt, ensomhed og mod mine egne skygger. Det er samtaler med mig selv (og Gud!) om at midt i dette kaos - livet, det er der et sted som går udover mig, og udover mit umodne jegs forestilling om, at jeg ikke gør det godt nok. Og det sted siger blot:

"Du er elsket. Og du må gerne søge glæden og blødhed, for det er faktisk meningen med det hele."