Vi har haft sådan en god proces med den. Det har været en personlig bog. Vi har haft mange snakke om emnet, mens vi har kørt lange strækninger til og fra interviewene. Bøger vi har læst, folk vi har snakket med om emnet, og selvfølgelig også det, som er foregået i vores egne liv parallelt med skrivningen.
Vi har haft en kreativ proces som har været energigivende og fyldt med livslyst. Vi skrev bogen fordi vi var nysgerrige. Uanset hvordan det går ude i verden med den, så har vi lært meget og det har været meningsfuldt.
Parallelt med bogskrivningsprocessen er der foregået SÅ meget i vores egne liv, som har været relateret til emnet.
Sådan tror jeg altid det må være, når man går ind i et projekt som berører en personligt. Der er noget i en, der gerne vil heles, der er noget i en, der sidder på tværs, som man har brug for at komme mere overens med.
Den dag vi skulle interview Renée Toft Simonsen, glædede vi os helt vildt. Min mand og jeg havde en periode som var vanskelig. Jeg var oprørt, vred og ked af det, og det samme var han. Og i den samtale med hende, der snakkede jeg (for) meget. Så meget, at da vi gik derfra, sagde jeg:
’kæft, jeg snakkede meget'
’kæft, du snakkede meget Ramse', sagde Pernille derefter.
Og så grinede vi af det. Men snakken afspejlede lige der, hvor vi var i vores liv, og det var som om der var heling i den samtale, for os alle tre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg ææælsker dine hilsner