tirsdag den 3. marts 2015

Om at give slip

Da vi arbejdede på hotel i Vietnam, talte vi en dag med en australsk kvinde. Hun og familien havde altid rejst meget med børnene, og de havde boet i forskellige lande. Beundrende stod hun og kiggede ud af vinduet på vores børn, der løb og legede udenfor.

”Hvor må det være et vidunderligt børneliv herude, men husk nu på, you are raising gypsies, sagde hun til os, med glimt i øjet. Den bemærkning har jeg tænkt en del på. Når man rejser med sine børn, bringer man dem sigøjnerblod i årene, og fylder dem med længslen efter nye steder, nye rejsemål, nye opdagelser. Et princip vi ofte har hyldet: I skal ud og se verden, børn. Vi kommer bare og besøger jer.

Indtil nu.

Hverken Walter eller jeg har drømt om, at det skulle ske Så tidligt. I en alder af 16. Godt nok er det ikke verden endnu. Men Aabenraa. Hun vil på kollegie. I den anden del af landet. Sammen med sine 3 veninder. Åh ak, åh skræk. Hvorfor lukkede jeg ikke bare den snak, allerede inden den var startet. Men jeg kan jo så godt forstå hende.

”Det kunne være så fedt mor og far. Prøv lige at tænke på det netværk, jeg har hernede. Vi får det så skønt sammen, og Lauras far vil gerne skrive under på lejekontrakten, de andre må godt”, plager hun.

”Jeg kunne jo finde et arbejde, mor. Og i 2.g kan jeg begynde at få SU, så det er kun det første år, det er lidt hårdt.

”Men vi har ikke råd til det” siger jeg, uden gennemslagskraft.

”Kan I ikke låne nogle penge i banken”

!

Det dejlige livsstykke skyer ingen midler. Er det viljestyrke, målrettethed, stædighed, selvtillid eller er det ren og skær uforskammethed?  At bede os om at tage et lån i banken? Måske et sted midt imellem.

Vi har sagt ja.

Så nu går fru Tudesen her og bræger: ”Det kan godt være jeg laver drama,  men hun er altså min lille pige, jeg har selv født hende, og nu flytter hun hjemmefra”, snøfter jeg til Walter og tørrer næsten min næse af i hans ærme.

Åh, stønner jeg, ”jeg vil se alle videoerne igennem fra da de var små.”

Er hun klar til at klare sig selv? Vil hun nogensinde få en eneste vitamin? Og hvad hvis de holder vilde fester? Så kan jeg ikke være der med et nødkit i form af en spand, en vaskeklud og cola, hvis hun har brug for mig.

Jeg må nok sande, at hun er klar, men det er jeg ikke!

Men nu må jeg løbe. Jeg vil gå op til bussen, sammen med hunden, for at gå mindsten i møde, og jeg vil kramme og kysse på hende, indtil hun hader mig og bliver hudløs på kinden. Og så vil jeg bestikke hende med noget, hun gerne vil have, og få hende til at skrive under på, at hun aldrig flytter hjemmefra. Sådan er det at være den yngste. De må nemlig aldrig flytte hjemmefra.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Jeg ææælsker dine hilsner