Nu med badehætte.......

Synes I, jeg spammer jer med facebookstatusopdateringer og blogindlæg?

Jamen jeg er jo nødt til at snakke med nogen. Dette ophold er for pokker ved at udvikle sig til et stilhedsretræte. Og det er jo ikke så tosset. Har dog i går kommunikeret med et russisk par, da vi dyppede os i det iskolde kar efter at have siddet i den 42 graders varme pool: Vi sendte hinanden ansigstmimik der helt tydeligvis sagde: "Det er godt nok koldt det her". Man har jo slet slet ikke har brug for ord, når man kan løfte øjenbrynene og trutte med læberne som en glad hest samtidig.

Igår fik jeg hjertestop, da jeg så Anders Fogh Rasmussen. Jamen det troede jeg virkelig. Jeg spottede ham i Spa'et. Han havde sorte tangaspeedos på og en badehætte. No further comments. Det lignede sådan.

Badehætte har vi iøvrigt alle på her. Fandt jeg ud af efter at jeg selvfølgelig havde prøvet at vige udenom og komme ind uden. Indtil jeg så at ALLE havde badehætte på og det føltes som om at ALLE stirrede på mig. Rystet småløb jeg - som en anden Mr. Bean - til livredderen, mens jeg neurotisk pegede på mit hår. (igen - hvad skal vi med ord, når vi har kropssprog, jeg fik virkleig noget ud af det kommunikationsstudie på uni). Jeg frygtede at han ville sende mig ud til indgangen igen, for at købe en badehætte. Han reddede mig, jeg lånte en.

Nu er jeg igen en del af flokken. Anonym. Og det er det, jeg helst vil være her. Det passer mig storartet. Jeg gider hverken tage mascara eller deo på, have andet på end mit yogatøj, ja jeg gider nærmest heller ikke rede hår. Mine børn ville hade det. Børste tænder overkommer jeg dog. Der er så mange forskellige mennesker at det er lykkes mig ikke at genkende nogen. Det passer mig rigtig godt - for jeg har endnu ikke fået lyst til at småkonversere.

Nåmennøøh, hasta la vista. Skal ud at købe solbriller, solen er skarp idag:-)

Ud med søvnunderskud - ind med en lur

 "Hvordan du tager et skridt i den rigtige retning for at overkomme overstimulering, angst og udbrændthed"

 - lød overskriften på det nyhedsbrev fra Sara Stover, som jeg modtager jævnligt. Hun har skrevet en bog, der hedder The way of the happy woman, som jeg har skrevet om her.

Jeg er en sucker for personlig udvikling, og da jeg, og mange andre jeg kender, kan nikke genkendende til overskriften, måtte jeg vide mere.

I en artikel fortæller hun om, hvorledes hun engang var stresset, nedbrudt og nedtrykt. Hun beskriver, hvorledes vores kroppe under pressede tider i livet, kæmper for at opretholde tempoet, de hurtige skift i vores liv, stress og ikke mindst vores indre overbevisninger. Disse "struggles" kan vise sig som søvnløshed, depression, angst, fordøjelsesproblemer, eksem, hormonelle forstyrrelser, udbrændthed og mere. Men hvordan kan vi omgås disse ubekvemmlige ting mere hensigtsmæssigt - spørger hun.

Ja, vi skal række ud efter behandlere og venner, men der er også få ting, vi kan beslutte at gøre. I dag.

Her er en ting. Af uransagelige veje kom hun til det råd, at hun i 40 dage skulle prøve hver aften at sætte sin alarm til klokken 21 og stoppe alle aktiviteter. Forberede sig til at gå i seng og sørge for at ligge i sin seng mellem 22 og 23 og sove til mindst kl. 7. Hver dag. Ingen undskyldninger.

Hendes krop åndede lykkeligt op af bar lettelse.

Men hendes tanker kæmpede tilbage: "Ja ja, det er godt med dig. Har prøvet det før. Det kan du ikke få til at passe ind i dit liv. Det er dumt, du er dum, du skulle være stærkere, mindre sårbar og mere energisk". Hjernen er en god tjener men en forfærdelig læremester for os. Men kroppen styrer, siger hun.

Kroppen har altid ret. 

Det var en kæmpe indsats at lave vanen om. Spise tidligere, dyrke motion tidligere, ordne praktiske ting tidligere, se venner tidligere (MEN HUN HAVDE INGEN BØRN RÅBER DU NOK HER), tvinge sig selv væk fra tv og computer.

Men hun begyndte at føle sig som sig selv igen, bedre fordøjelse, mere tykhudet, mindre angst og overvældelse. Mere glæde, mere taknemmelighed og andre positive følelser.

Det er da et tip, der er til at føle på. Tror jeg vil til at prøve det. Kroppen bliver glad, når vi er omsorgsfulde overfor den. Men vi har så få rollemodeller.

Tippet er hermed videregivet. Hvis du vil læse artiklen, kan du finde den her.

Billedet er lånt her.

Er det navlepilleri, indvikling eller spild af penge at gå i terapi?

I Danmark har cirka hver femte person ondt i livet. Er mismodige, depressive, føler håbløshed og angst. Er det en falliterklæring at gå i terapi?

Nej selvfølgelig ikke. I hvert fald ikke hvis din terapeut er god (Skal hun jo sige hende her, der har brugt virkelig mange penge på det hæhæ.)

Nogle mener ikke, de har brug for det, og det er jo fint nok. Men det indre følelsesliv er så komplekst, er så ustyrligt, at det kan være en stor hjælp - ikke bare til ens trivsel men for at få et godt liv - at være i et fuldstændigt frit rum, hvor man kan få afløb for alt det pres, som der uundgåeligt er i et levet liv, med job der skal passes, chefen, penge der skal tjenes, børn, parforhold, sygdom, skilsmisser, hjem der skal holdes, forældre, søskende, vennerne, kollegerne og så videre.

Uanset om vi kan mærke følelserne eller ej, så styrer de os. Mange af os står i vejen for os selv. Bliver i de samme ubevidste mønstre, som fører til smerte og elendighed. Vi bliver ældre men vi blivere ikke klogere, ikke mere modne. Lader os styre af frygten for ikke at være gode nok, ikke elsket, blive vraget, ikke være smuk nok, ikke have penge nok, det at blive ældre, vores forfald, ikke høre til, være ensom.

Men alle disse følelser - er bare følelser. Og følelser har det med at forsvinde med tiden, hvis de bare rummes, mærkes, bearbejdes. Men det kræver, vi bliver klar over dem. Det kan man ikke altid alene.

Måske vil man hellere bruge pengene på at komme til Harzen. (Eller Vietnam:-)) Og Harzen er jo sikkert dejligt. Med hvad så når man kommer hjem fra Harzen? Hvad så når hverdagen starter igen? "Jamen jeg vil hellere bruge pengene på alle de andre ting, jeg gerne vil have". Ja, det er jo også dejligt at forsøde sit liv med sådanne ting. Det elsker jeg også.

Men som jeg hørte en terapeut sige: Hvis vi ikke er glade for vores liv, så stiger trangen til ting at forsøde vores liv med. Til rødvinen, til flugten væk - kort sagt til at få "vores nattøj varmet på radiatoren". Og vi får mere og mere lyst til "at få vores nattøj varmet på radiatoren". Mere og mere lyst til at putte os ind i de dejlige ting, som vi føler en stakket trøst ved. Vi er ikke svage, fordi vi går i terapi. Tværtom.

Det er et tydeligt styrketegn at tage ansvaret for vores liv, for hvordan vi har det, for at takle os selv og at vælge os selv til. Det er ikke altid nok "at få varmet sit nattøj på radiatoren" eller forkæle os selv med en ny taske eller en fed cykel. Det kan være godt nok, men nogle gange skal der mere til for at få fat.

Måske skal man dybere? Og over tid, vil man mærke, hvor opbyggende det er, hvor styrkende det er, hvor vanskeligere det er at blive væltet omkuld, hvor hurtigere man kommer op igen, hvis man ryger en tur i hækken. Hvordan angsten aftager, hvor nærende det er for ens system, for ens energi at forankre sit liv i sin egen rygsøjle. Der hvor den virkelige styrke kommer fra. I stedet for at basere sit eget fundament på sand. ...håber I forstår metaforen.

Terapeuter, psykologer, psykiatere, coaches, mentorer, supervisorer, facilitatorer, præster, selvudviklere er bestemt ikke nogen, man kan skære over en kam. Men de er alle ressourcer i vores samfund. Og vi har brug for dem. Derfor er der så mange af dem.

At finde glæden, den gode energi og undgå de huller du igen og igen falder i er et langt træk - men spændende og givende. Eller er du mere til små hop på stedet og brandslukninger à la: "Nu har jeg det her problem, og så skal det lige fikses med 2 timers terapi. Så er mit liv godt igen."

Uden at få omsorgsfuld og kløgtig støtte af en, der ikke har aktier i vores liv, er der ikke ret mange mennesker, der kommer igennem kriserne på en konstruktiv måde. Hvad sker der, når man undertrykker følelser? De kommer ud alligevel, de kommer igen. På en nedbrydende måde, enten kaster man dem ud i sine omgivelser eller også retter man dem mod sig selv og falder dybere ned i depressionen, og der skal mere rødvin til om aftenen for at holde sit liv ud. Eller mere Harzen, mere ferie. Eller det viser sig måske i fysisk sygdom, ondt i ryggen, ondt i maven og eksem?

Mon ikke man skulle finde en terapeut, hvis man har ondt i livet. Find gode kurser, find din udviklingsgruppe, begynd at meditere, læs en bog der inspirerer dig af andre som har gået samme vej og som kender den ulykkelige situation, som oftest er udgangspunktet. Gå til et foredrag, begynd til yoga, meld dig til workshops, find dine egne støttende, nærende omgivelser. Alle har fortjent at være i omgivelser med omsorgsfuld støtte. Og nogle gange må man bruge penge på det.

Som yogalærer ved jeg at psykiske spændinger sætter sig i kroppen. At arbejde med bevægelse og kroppen, samtidig med at man arbejder med sin psyke, sin sjæl er i mit perspektiv virkelig gavnligt. Langt mere gavnligt end at arbejde med enten psyke eller bevægelse særskilt. Når vi oplever hvor glædesfyldt det er at stå i ens egen energi, ikke at føle sig alene, så vil vi ikke ret gerne bytte det ud med noget, der stjæler vores energi og livslyst.

Jeg bliver selv karrig med min energi. Passer på den. Jeg tror ikke, der er en vej uden om. Hvis vi vil have et godt liv, må vi sætte ind på det. Gøre vores bedste. Det er os selv, der skal gøre arbejdet.

Alle har fortjent et liv med glæde. Men vi må tage vores eget livs skæbne i egne hænder og det hjælper ikke at sammeligne os med andre. Det her er livet, måske et mærkeligt liv, måske et svært liv. Men det er MIT liv. Livet er en gave, og vi kan ikke gøre andet end at tage imod gaven og pakke den op. (tillykke du holdt ud, godt gået:-))