Man må godt købe sine børn! Bare lidt.

Min ældste datter på 14 er nu på den alder, hvor der skal hård afpresning til for at slå et kys eller et kram af hende. Og jeg benytter mig klart af enhver anledning.

Som her til morgen, hvor jeg kommer ind og siger "Go´morgen snuske" og allerhelst vil lægge mig ned ved siden af hendes varme lille krop og snuse til hendes hår.

"jeg lånte lige din computer" siger hun og sætter sit allersødeste smil op, med hovedet på skrå."

Jeg griber straks chancen.

"Du skal give mig et kys så".

Hun snerper munden sammen og himler med øjnene, mens jeg tvangsnærmer mig hendes ansigt.

Jeg tager mig sammen, lader være. Hun vil ikke (oh such shame), men kunne sagtens overtales til det, hun vil jo låne computeren.

Jeg overvejer, om jeg nu skal lære hende at sælge sin sjæl for ydre stimulanser (Må jeg få et kram? Nå ikke. Vil du have nogen penge? Jeg kan lære dig at ryge. Vil du have en breezer?).

Hvad mener du, kloge læser, med: "bla bla...naturlig løsrivelsesproces...bla bla...egen personlighed...bla bla...teenagere skal coaches..." Det er jo SVÆRT. Engang var jeg solen i hendes liv. Hvor hun kom løbede mig i møde, og klamrede sig til mig som en abeunge. Jeg er nu reduceret til en levende tegnebog og oprydningschef i hendes verden. Føles det.

I stedet sætter jeg ind med: "Det er utrolig vigtigt.....bla bla...ikke kun se amerikanske serier....bla bla....stereotypiske kvindefigurer, der fremstilles som kun smukke kroppe, ventende på redningsmanden...bla bla....også læse danske bøger.....bla bla.... bare læse lidt....bla bla... "

Vera siger træt: "Mor, går du ikke snart ud? Din ånde lugter af morgen, og jeg vil gerne se 1. afsnit af "Glee" færdig".

Hmm. "Glee" har sikkert 5.000 afsnit og 800 sæsoner.

Nå, jeg må videre i teksten (tøhø), hvor kom vi til i serien "The Sopranos"?