Fata morgana

Aldrig har huset været så ryddeligt som nu. Det var så fint, da boligfotografen kom og tog billeder. Han var begejstret for huset, skød løs mens jeg halsede efter ham som en høne uden hoved for at vise ham alle de gode vinkler.

Bliver jeg lidt vemodig over, at et kapitel nu måske snart er slut? Ja lidt. Der er mange minder her fra børnenes tidlige barndom. Men vi er klar til at komme videre. Glæder os til at komme tættere på byen. Og selvom det giver noget stress nu med at skulle have det ekstra rent, i fald der kommer nogle og kigger, så er det også ok at få ryddet ud i garage, sauna og skabe. På en måde giver det energi, at der skal til at ske noget nyt.

Engang da jeg var med Kristine til fodboldkamp, forlod jeg den regnfulde bane og satte mig ind i bilen og hørte Mads og monopolet. Jan Gintberg fortalte om hans barndomshjem, som var en stor gård, og det lå i kortene at han skulle føre familieforetagenet videre (Jeps - Gintberg skulle have været landmand).

Det var en stor beslutning at melde familien at det havde han ikke tænkt sig, vel vidende at konsekvensen af hans valg var, at slægtsgården skulle sælges. Men som han sagde, nogle gange lægger vi alt for mange følelser i nogle bygninger, som bare er bygninger. Der kan næsten være noget fata morgana-agtigt over det - at de kan tillægges meget mere betydning end rimeligt er.

Den tog jeg til mig. Et hus er i sidste ende nogle rammer. Og mon ikke vi bliver glade for de nye rammer? Vi er klar.

 

Fem piger og en hund sov på madrasser i stuen. Her har vi holdt mange juleaftener, børnefester, og voksenfester og konfirmation. Og mange timer foran brændeovnene. Og filmmarathon i sofaen.....og. Og. Nej, nu må jeg vist til at give mig til noget andet inden jeg bliver al for sentimental.....