onsdag den 23. september 2015

Melankoli

Inden jeg har nået at læse avisen og spist et rundstykke fylder min ældste datter 17 år. Men hun er jo lige kommet, synes jeg. Og nu bor hun langt væk i Aabenraa. Kristine er også langt væk, for hun går på Efterskole 10.000 kilometer herfra. Det er der mindst til Herning. Og vores hjem er stille.

Jeg savner dem langt ind i knoglerne og har det især svært ved, at Vera skal være så langt væk de næste tre år. Jeg drømmer om hende og tuder, når jeg ser billeder fra da hun var mindre. En mors melankoli er for alvor rykket ind. Alt det jeg i årene mens de var små, har sukket efter, kommer nu hvirvlende tilbage og griner mig karmisk op i mit ansigt. Ingen madpakker at smøre, ingen aftensmad på mærkelige tidspunkter, fordi der altid er en, der skal til fodbold/gymnastik/klaver....., mindre vasketøj, men heller ingen at kramme, kys at give, veninder at sludre med. Her er tyst og hunden savner dem ligeså meget som mig.

Det bliver snart bedre.

Jo, det gør.

Godt det snart er fredag. For så skal mor her afsted til Vera, for der er krammere, der skal gives. Ikke engang Sønderjylland kan holde mig tilbage.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Jeg ææælsker dine hilsner