Foredrag om Kvinders Lyst

 

I sidste weekend var min medforfatter Pernille Ørnberg og jeg i Maribo for at holde foredrag om vores bog Kvinders lyst. Vi var spændte. Havde aldrig været på Lolland. Men hold da op. Der var gang i den i gruppen af mennesker, der var dukket op til foredrag lørdag eftermiddag. Interesserede, spørgende og nysgerrige. Det var en opløftende eftermiddag.

Tak til Lolland Bibliotekerne.

Jeg arbejder nu på nye bogprojekter. Og det bliver spændende, hvor det hele ender. Hvem der kommer til at udgive, og hvilken bog der kommer først.

Melankoli

Inden jeg har nået at læse avisen og spist et rundstykke fylder min ældste datter 17 år. Men hun er jo lige kommet, synes jeg. Og nu bor hun langt væk i Aabenraa. Kristine er også langt væk, for hun går på Efterskole 10.000 kilometer herfra. Det er der mindst til Herning. Og vores hjem er stille.

Jeg savner dem langt ind i knoglerne og har det især svært ved, at Vera skal være så langt væk de næste tre år. Jeg drømmer om hende og tuder, når jeg ser billeder fra da hun var mindre. En mors melankoli er for alvor rykket ind. Alt det jeg i årene mens de var små, har sukket efter, kommer nu hvirvlende tilbage og griner mig karmisk op i mit ansigt. Ingen madpakker at smøre, ingen aftensmad på mærkelige tidspunkter, fordi der altid er en, der skal til fodbold/gymnastik/klaver....., mindre vasketøj, men heller ingen at kramme, kys at give, veninder at sludre med. Her er tyst og hunden savner dem ligeså meget som mig.

Det bliver snart bedre.

Jo, det gør.

Godt det snart er fredag. For så skal mor her afsted til Vera, for der er krammere, der skal gives. Ikke engang Sønderjylland kan holde mig tilbage.

Om at være smurt ind

Walter og jeg har gjort verden til et bedre sted at være. Vi har produceret to vidunderlige børn (undskyld Gud, at vi tager æren for det, men lad os nu bare lige...). Og de er med at forvandle, elske, blødgøre hjerter og gøre en forskel ind i andre menneskers liv. Intet mindre.

Denne weekend hentede jeg Vera hjem fra efterskole. Afskedsceremonien, alle de afskedstårer og al den varme og kærlighed, der blev sendt i Veras retning, var for mig som at blive dyppet i honning og smurt ind i love. Det var en taknemlighedsfest at være vidne til.   

Stresset ankom Kristine og jeg for sent, kastede bilen (med anhænger) op på fortovet, løb ind i skolens hal og hen til vores sæder. Skolens band var allerede i gang med musikken. Efter at have siddet der i tre sekunder, opdagede jeg, at en af Veras veninder ved siden af mig, græd og græd og to sekunder efter begyndte mine tårer også at løbe. Ha! Følelser smitter. Jeg bliver altid smittet af andres følelser.

Overfor mig sad Vera. Og knugede sin anden venindes hånd. Bag hende sad en anden god ven. Som også græd og indimellem lagde han trøstende en hånd på Veras skulder. Oh such love. Så meget kærlighed samlet et sted - det må give dønninger ud i verden. Ikke bare Vera, men også jeg blev smurt ind i kærlighed.

Tak til alle efterskoler, for de rammer I giver til at unge mennesker kan have en oplevelse, som aldrig forsvinder. Og for de af jer, som ikke skal på efterskole, eller for hvem efterskole ikke er det rette valg, jeg håber så inderligt, at I må opleve følelsen af kærlighed og fællesskab andre steder. Ensomhed kan dø. For fællesskabet er derude. Bare gå ud og find det.

Som en kær kvinde sagde: det er ingen grund til at sidde inde, når alt håb er ude.

Og nu vil jeg gnide mig op af Vera som en kat resten af sommerferien. Jeg har savnet hende langt ind i knoglerne. Og så vil jeg mentalt indstille mig på snart at skulle af med Kristine...

Nu på lydbog

Næ. Sådan helt uden vi opdagede det, blev Kvinders lyst indtalt og udgivet som lydbog. Jeg har desværre ikke selv hørt det endnu. Men den kan købes her til 149 kr.

Om at give slip

Da vi arbejdede på hotel i Vietnam, talte vi en dag med en australsk kvinde. Hun og familien havde altid rejst meget med børnene, og de havde boet i forskellige lande. Beundrende stod hun og kiggede ud af vinduet på vores børn, der løb og legede udenfor.

”Hvor må det være et vidunderligt børneliv herude, men husk nu på, you are raising gypsies, sagde hun til os, med glimt i øjet. Den bemærkning har jeg tænkt en del på. Når man rejser med sine børn, bringer man dem sigøjnerblod i årene, og fylder dem med længslen efter nye steder, nye rejsemål, nye opdagelser. Et princip vi ofte har hyldet: I skal ud og se verden, børn. Vi kommer bare og besøger jer.

Indtil nu.

Hverken Walter eller jeg har drømt om, at det skulle ske Så tidligt. I en alder af 16. Godt nok er det ikke verden endnu. Men Aabenraa. Hun vil på kollegie. I den anden del af landet. Sammen med sine 3 veninder. Åh ak, åh skræk. Hvorfor lukkede jeg ikke bare den snak, allerede inden den var startet. Men jeg kan jo så godt forstå hende.

”Det kunne være så fedt mor og far. Prøv lige at tænke på det netværk, jeg har hernede. Vi får det så skønt sammen, og Lauras far vil gerne skrive under på lejekontrakten, de andre må godt”, plager hun.

”Jeg kunne jo finde et arbejde, mor. Og i 2.g kan jeg begynde at få SU, så det er kun det første år, det er lidt hårdt.

”Men vi har ikke råd til det” siger jeg, uden gennemslagskraft.

”Kan I ikke låne nogle penge i banken”

!

Det dejlige livsstykke skyer ingen midler. Er det viljestyrke, målrettethed, stædighed, selvtillid eller er det ren og skær uforskammethed?  At bede os om at tage et lån i banken? Måske et sted midt imellem.

Vi har sagt ja.

Så nu går fru Tudesen her og bræger: ”Det kan godt være jeg laver drama,  men hun er altså min lille pige, jeg har selv født hende, og nu flytter hun hjemmefra”, snøfter jeg til Walter og tørrer næsten min næse af i hans ærme.

Åh, stønner jeg, ”jeg vil se alle videoerne igennem fra da de var små.”

Er hun klar til at klare sig selv? Vil hun nogensinde få en eneste vitamin? Og hvad hvis de holder vilde fester? Så kan jeg ikke være der med et nødkit i form af en spand, en vaskeklud og cola, hvis hun har brug for mig.

Jeg må nok sande, at hun er klar, men det er jeg ikke!

Men nu må jeg løbe. Jeg vil gå op til bussen, sammen med hunden, for at gå mindsten i møde, og jeg vil kramme og kysse på hende, indtil hun hader mig og bliver hudløs på kinden. Og så vil jeg bestikke hende med noget, hun gerne vil have, og få hende til at skrive under på, at hun aldrig flytter hjemmefra. Sådan er det at være den yngste. De må nemlig aldrig flytte hjemmefra.

Let's be

Blankenese

Lige nu bor vi i Blankenese, en lille hyggelig forstad til Hamburg, som ligger lige ned til Elben, hvor man kan gå tur langs stranden og se store containerskibe og cruisere sejle forbi. Om lidt bor vi her ikke længere.

I huset vi bor i, er der i nederste etage en dyrlæge. Han ser ret rar ud, er nybagt far og vi havde lige aftalt en praktikplads til Kristine, da vi besluttede os for at flytte tilbage til Ålborg igen. Vi selv bor på tredje etage. Vi har en lille altan, som man kan sidde fire mennesker på og man sidder og kigger ud på et kæmpetræ, hvor jeg har spottet adskillige slags fugle jeg ikke kender og et egern. Når vi kommer ud på gaden fra vores bygning, er der butikker. Overfor ligger et lille reklamebureau, som har klisterbogstaver på vinduerne med teksten: Je suis Charlie. Ved siden af ligger et lille økologisk supermarked, hvor vi henter vores mælk.

Kristine og Walter er allerede taget til Ålborg, så Kristine kunne starte i sin gamle klasse. Det er en stor lettelse. Den praktiske flytning og alt det der nu skal gøres kræver ikke så mange kræfter som den uro der gnavede og den bekymring der altid var tilstede, om det nu ville blive godt for hende i skolen. Det blev det aldrig rigtigt. Derfor er vores lille Hamburgeventyr nu snart slut. Men jeg er lettet. Over at have truffet en beslutning og over at der kommer en vis ro og stabilitet i hendes skolegang.

Et par minutters gang fra vores lejlighed langs en vej med store hvide villaer, ligger stationen. Her kan vi tage s-toget ind til centrum, det tager cirka 20 minutter. Ved siden af stationen ligger der en Starbucks, hvor vi jævnligt drikker kaffe og pigerne chai.

Jeg har også adskillige gange prøvet at sidde og arbejde der, men hver gang glemmer jeg, hvor forstyrrende det er for mig med deres musik, indtil flere gange har jeg spurgt, om det ville være ok at skrue ned. Det synes Kristine er det mest pinlige i verden. Det er ærgerligt at jeg ikke kan sidde og arbejde der, for de har dejlige bløde, blå velourstole, som man sidder godt i.
Ved siden af SB - som mine børn kalder Starbucks, ligger en stor bager: Dat backhaus - det er en kæde som man ser over hele Hamburg. De har også god kaffe, og gode kanelsnegle.

Lige nu er jeg her på en slags skriveretreat. Sådan ser jeg det. Jeg er alene og kan arbejde fra morgen til aften. Jeg nyder lidt roen efter en intensiv weekend, hvor vi alle var hjemme, også Vera. Hun har lige været på skiferie og er helt solgt til at stå på ski. Hun havde lang weekend, og glædede sig mere end hun kunne skjule til at komme tilbage til skolen. Det er så dejligt, hun nyder det så meget.
På torsdag aften kommer Walter og Kristine tilbage. Så tager Kristine og jeg til Rom. Det har vi sparet op til i to år i en kasse, som står på hendes værelse. Vi har jævnligt talt pengene. Vi skal flyve ud her fra Hamburg. Jeg glæder mig helt vildt. Selvom det er januar, håber jeg vejret er mildt og solen vil skinne. Oddsene er gode.

Glühwein og fin bogudtalelse

Der er weinachts-markeder über alles, her i Hamburg. Og jeg har lagt mig i selen for, at vi skal nå at besøge rigtig mange af dem, inden vi tager på juleferie i Danmark. Tyskerne er vilde med dem, de mødes der om aftenen i skitøj og drikker Glühwein. Det ser hyggeligt ud, og jeg ville ønske alle vores venner lige kunne flyve herned og være med. Glühweinen her er så lykkeligt befriet for rosiner og mandelsnask, som jeg aldrig har været vild med.

Kvinders Lyst er godt med ude i butikkerne. Det er sjovt at få henvendelser på julegaver og signerede udgaver, så dejligt når nogle er interesserede i vores arbejde. Og mange har også sendt dejlige tilbagemeldinger og rapporteret, at de synes det er en god og vigtig bog. 

Her er info om bogen og den fine udtalelse, vi fik fra Bibliotekerne.

Billedet er taget herfra kvindeguiden.dk