søndag den 17. marts 2013

1. dag i Spanien

Hold nu helt ferie. Det er, hvad jeg gør. Stedet er meget anderledes, end noget jeg før har prøvet. Det er kæmpe stort. Ja noget af en feriefabrik kunne man fristes til at sige. Hotellet er spredt ud over et stort område, som er gjort hyggeligt. Ikke desto mindre er der virkelig plads til mange mennesker.

Det er uden for sæsonen, det er helt tydeligt. Alligevel er der mange mennesker, der er på weekendophold her. Aftenbuffeten i går var KÆMPE. Maden var dejlig. Salen meget fyldt. Jeg havde ikke lyst til at sidde der længe, så jeg gik hurtigt for mig selv igen.

Jeg nyder det virkelig. Vejret er ikke varmt. Der er 15 grader og overskyet, i nat har det regnet, solen har tittet lidt frem her i eftermiddag.

Har tjekket fitnessområdet ud. Jeg har set, der er klasser med både dans, pilates og en blanding af boksning og dans. Mon ikke jeg skal prøve det?

Livet består virkelig af mange svære valg. Der er jo bog, der skal læses, ture der skal gåes, latte der skal drikkes, middagslur der skal tages, stranden der skal gennemvandres, billeder der skal tages, kropsbehandlinger der skal nydes. Where to start?

Jeg starter med en omgang meditation på terrassen. Tæppet er svøbt omkring mig. Jeg sidder her i dette kæmpe hotelkompleks på en hvid plastikstol, kigger på en kold pool, et blågråt hav, vinden i de endnu ikke vågne palmer, synet er smukt. Jeg føler mig glad og taknemmelig.

Og det er jeg glad for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ææælsker dine hilsner