Fantastisk hvad der sker, når man sidder og glor ud af et togvindue i timevis. Min bog ligger urørt hen. Lysten til at udtrykke mig kommer.
Er på vej til lufthavnen. Fin aften, som blev afsluttet med, at jeg blev helt rørstrømsk af at skulle være væk fra mine to piger i en uge. Omvendt vågnede det os også lidt op, således at vi var mere bevidste, inden vi gik i seng. Mere sammen faktisk. Og som Vera sagde: ”Skal vi ikke lige have samling, inden du skal af sted?”.
Det havde vi så. Og holdt hinandens hænder mens jeg sagde en lille aftenbøn. Ja altså sådan til gud. Jo jo. For jeg bliver så øm og taknemmelig. Over det altsammen. Jeg bad for beskyttelse og velsignelse af det som skal ske for os alle de næste dage.
Selvfølgelig syntes de, det var øv, de ikke skulle med. Men accepterede det forbløffende hurtigt. Med en far der rejser meget og oplever den uge Finland, den næste uge Stockholm eller Dubai, er jeg egentlig glad for at vise dem, at det er helt ok at tage sit eget rum, drage omsorg for sig selv, gøre ting indimellem der får blodet til at bruse, og lykkehormonerne til at danse, selvom man savner. Som mor, som kvinde, som menneske. Også selvom at man ikke kan retfærdiggøre det med "at det er arbejde".
Jeg glæder mig max til alenetid. Og til at komme opladet hjem igen.
Nu sidder jeg i toget. Passerer Høje Taastrup. Og kigger (på tastaturet...) på sol og sne. I lufthavnen har jeg et par timer, inden jeg skal flyve til Barcelona. Hvordan mon vejret er?
Jeg elsker stemningen i en stor lufthavn. Folk som er på vej. Det emmer af international stemning, jeg elsker det.
Snart vil jeg stikke min næse dybt i en boghandel og nyde at gå rundt og se på alle de spændende titler, som jeg kunne tænke mig at læse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg ææælsker dine hilsner