tirsdag den 3. marts 2015

Om at give slip

Da vi arbejdede på hotel i Vietnam, talte vi en dag med en australsk kvinde. Hun og familien havde altid rejst meget med børnene, og de havde boet i forskellige lande. Beundrende stod hun og kiggede ud af vinduet på vores børn, der løb og legede udenfor.

”Hvor må det være et vidunderligt børneliv herude, men husk nu på, you are raising gypsies, sagde hun til os, med glimt i øjet. Den bemærkning har jeg tænkt en del på. Når man rejser med sine børn, bringer man dem sigøjnerblod i årene, og fylder dem med længslen efter nye steder, nye rejsemål, nye opdagelser. Et princip vi ofte har hyldet: I skal ud og se verden, børn. Vi kommer bare og besøger jer.

Indtil nu.

Hverken Walter eller jeg har drømt om, at det skulle ske Så tidligt. I en alder af 16. Godt nok er det ikke verden endnu. Men Aabenraa. Hun vil på kollegie. I den anden del af landet. Sammen med sine 3 veninder. Åh ak, åh skræk. Hvorfor lukkede jeg ikke bare den snak, allerede inden den var startet. Men jeg kan jo så godt forstå hende.

”Det kunne være så fedt mor og far. Prøv lige at tænke på det netværk, jeg har hernede. Vi får det så skønt sammen, og Lauras far vil gerne skrive under på lejekontrakten, de andre må godt”, plager hun.

”Jeg kunne jo finde et arbejde, mor. Og i 2.g kan jeg begynde at få SU, så det er kun det første år, det er lidt hårdt.

”Men vi har ikke råd til det” siger jeg, uden gennemslagskraft.

”Kan I ikke låne nogle penge i banken”

!

Det dejlige livsstykke skyer ingen midler. Er det viljestyrke, målrettethed, stædighed, selvtillid eller er det ren og skær uforskammethed?  At bede os om at tage et lån i banken? Måske et sted midt imellem.

Vi har sagt ja.

Så nu går fru Tudesen her og bræger: ”Det kan godt være jeg laver drama,  men hun er altså min lille pige, jeg har selv født hende, og nu flytter hun hjemmefra”, snøfter jeg til Walter og tørrer næsten min næse af i hans ærme.

Åh, stønner jeg, ”jeg vil se alle videoerne igennem fra da de var små.”

Er hun klar til at klare sig selv? Vil hun nogensinde få en eneste vitamin? Og hvad hvis de holder vilde fester? Så kan jeg ikke være der med et nødkit i form af en spand, en vaskeklud og cola, hvis hun har brug for mig.

Jeg må nok sande, at hun er klar, men det er jeg ikke!

Men nu må jeg løbe. Jeg vil gå op til bussen, sammen med hunden, for at gå mindsten i møde, og jeg vil kramme og kysse på hende, indtil hun hader mig og bliver hudløs på kinden. Og så vil jeg bestikke hende med noget, hun gerne vil have, og få hende til at skrive under på, at hun aldrig flytter hjemmefra. Sådan er det at være den yngste. De må nemlig aldrig flytte hjemmefra.

mandag den 19. januar 2015

Blankenese

Lige nu bor vi i Blankenese, en lille hyggelig forstad til Hamburg, som ligger lige ned til Elben, hvor man kan gå tur langs stranden og se store containerskibe og cruisere sejle forbi. Om lidt bor vi her ikke længere.

I huset vi bor i, er der i nederste etage en dyrlæge. Han ser ret rar ud, er nybagt far og vi havde lige aftalt en praktikplads til Kristine, da vi besluttede os for at flytte tilbage til Ålborg igen. Vi selv bor på tredje etage. Vi har en lille altan, som man kan sidde fire mennesker på og man sidder og kigger ud på et kæmpetræ, hvor jeg har spottet adskillige slags fugle jeg ikke kender og et egern. Når vi kommer ud på gaden fra vores bygning, er der butikker. Overfor ligger et lille reklamebureau, som har klisterbogstaver på vinduerne med teksten: Je suis Charlie. Ved siden af ligger et lille økologisk supermarked, hvor vi henter vores mælk.

Kristine og Walter er allerede taget til Ålborg, så Kristine kunne starte i sin gamle klasse. Det er en stor lettelse. Den praktiske flytning og alt det der nu skal gøres kræver ikke så mange kræfter som den uro der gnavede og den bekymring der altid var tilstede, om det nu ville blive godt for hende i skolen. Det blev det aldrig rigtigt. Derfor er vores lille Hamburgeventyr nu snart slut. Men jeg er lettet. Over at have truffet en beslutning og over at der kommer en vis ro og stabilitet i hendes skolegang.

Et par minutters gang fra vores lejlighed langs en vej med store hvide villaer, ligger stationen. Her kan vi tage s-toget ind til centrum, det tager cirka 20 minutter. Ved siden af stationen ligger der en Starbucks, hvor vi jævnligt drikker kaffe og pigerne chai.

Jeg har også adskillige gange prøvet at sidde og arbejde der, men hver gang glemmer jeg, hvor forstyrrende det er for mig med deres musik, indtil flere gange har jeg spurgt, om det ville være ok at skrue ned. Det synes Kristine er det mest pinlige i verden. Det er ærgerligt at jeg ikke kan sidde og arbejde der, for de har dejlige bløde, blå velourstole, som man sidder godt i.
Ved siden af SB - som mine børn kalder Starbucks, ligger en stor bager: Dat backhaus - det er en kæde som man ser over hele Hamburg. De har også god kaffe, og gode kanelsnegle.

Lige nu er jeg her på en slags skriveretreat. Sådan ser jeg det. Jeg er alene og kan arbejde fra morgen til aften. Jeg nyder lidt roen efter en intensiv weekend, hvor vi alle var hjemme, også Vera. Hun har lige været på skiferie og er helt solgt til at stå på ski. Hun havde lang weekend, og glædede sig mere end hun kunne skjule til at komme tilbage til skolen. Det er så dejligt, hun nyder det så meget.
På torsdag aften kommer Walter og Kristine tilbage. Så tager Kristine og jeg til Rom. Det har vi sparet op til i to år i en kasse, som står på hendes værelse. Vi har jævnligt talt pengene. Vi skal flyve ud her fra Hamburg. Jeg glæder mig helt vildt. Selvom det er januar, håber jeg vejret er mildt og solen vil skinne. Oddsene er gode.

torsdag den 11. december 2014

Glühwein og fin bogudtalelse

Der er weinachts-markeder über alles, her i Hamburg. Og jeg har lagt mig i selen for, at vi skal nå at besøge rigtig mange af dem, inden vi tager på juleferie i Danmark. Tyskerne er vilde med dem, de mødes der om aftenen i skitøj og drikker Glühwein. Det ser hyggeligt ud, og jeg ville ønske alle vores venner lige kunne flyve herned og være med. Glühweinen her er så lykkeligt befriet for rosiner og mandelsnask, som jeg aldrig har været vild med.

Kvinders Lyst er godt med ude i butikkerne. Det er sjovt at få henvendelser på julegaver og signerede udgaver, så dejligt når nogle er interesserede i vores arbejde. Og mange har også sendt dejlige tilbagemeldinger og rapporteret, at de synes det er en god og vigtig bog. 

Her er info om bogen og den fine udtalelse, vi fik fra Bibliotekerne.


Billedet er taget herfra kvindeguiden.dk

mandag den 24. november 2014

Søndag

Kristine er forelsket. I vores hund. Og hun er...krævende i sin kærlighed. Det er søndag morgen og jeg læser i sengen, og Walter ser Startrek på Ipaden. Kristine kommer ud fra sit værelse. Hun ligner en trold, der lige er vågnet. Det minder mig om, da mine piger var små, søvnvarme og nuttede med røde kinder, og jeg har bare lyst til at proppe dem ned i mine lommer, så de altid kan være der.

Kristine: - "Jeg vil have Tikki. Tikki kom så" siger hun fast.

Hunden ruller sig mere sammen i stolen.

Kristine: "Tikki, kom så". Endnu hårdere.

Mig: "Kærlighed i stemmen, Kristine, Kærlighed".

Vi har tit snakket om, at hun må trække hunden til sig, ved at gøre sig interessant og venlig.

Kristine "Kom så her, Tikki, kom så". Med fløjlstemme.

Hunden ligger rullet sammen, kigger på mig.

Kristine: "KOM SÅ TIKKI, NU!".

Hunden trisser hurtigt ind på hendes værelse.

Kristine: "Se mor, det hjælper ikke med det der kærlighed", siger hun og lukker døren bag sig.


Så kan man godt pakke sammen med alle sine kærlighedstalenter.

#mortilpigerderbliverstore, #sentimental-teenagemor, #hvorforvilhunikkehavemig?

tirsdag den 18. november 2014

Om den indre kritiker - en rigtig lorteven.

Jeg har et godt liv. Jeg har et stærkt ægteskab og jeg har de skønneste to dejlige væsener af døtre, som gør mig svimmel af lykke over, at de lige skulle betræde mig sti. Og lige nu er jeg så heldig, at jeg har mulighed for at bo i Hamburg, arbejde med det som jeg allerhelst vil, nemlig at skrive en ny bog, og al det spændende der er i at udgive kvinders lyst, og hvad der tilhører af PR og udvikling af foredrag. Jeg har mulighed for at gå på en spændende uddannelse. Jeg har mulighed for at gå i en udviklingsgruppe. Alle disse ting gør mig så glad for ikke meget i mit tidligere arbejdsliv har givet mig den samme følelse af meningsfuldhed.

Men det er på ingen måde uden bekymringer, frygt og andre rambukke. Det er en benhård prioritering, som også har sine omkostninger. Men det må det også godt have. Det må godt være hårdt, bare det er meningsfuldt! Jeg forsøger at iklæde mig alt mit mod for at følge det, som jeg føler for, både familiemæssigt, arbejdsmæssigt og i mit sociale liv.

Alligevel rammes jeg gang på gang af skuffelse over mig selv. Når jeg ikke lever op til mine egne forventninger. Ingen kan håne mig så meget, som den kritiske del af mig, der næsten altid dumper mig og ALDRIG er tilfreds. Jeg er ked af at sige det, men hvis mit sind var et kvarter i en by, så var der virkelig ingen, der ville gå rundt alene om aftenen i det kvarter.

Jeg har lige været på udviklingsgruppe i weekenden, og det er balsam på den del af mig. Vi træner at tage kontakt og finde følelse, tage kontakt og finde følelse for sig selv, tage kontakt og finde følelse for sig selv. Jeg tager også denne sætning med mig denne gang:
"Hvad skal jeg? Jeg skal slappe af i kroppen."

Er det så navlepilleri, det moderne menneskes selvcentrering, egoisme og narcissime, kan man indvende? (og tro mig - det tror min kritiske indre stemme ofte, men den er ikke klogere.) Nej det kan jeg love for, det ikke er. Det er en Ninjas benhårde modige kamp med svær og udrustning mod den indre kritiker, frygt, ensomhed og mod mine egne skygger. Det er samtaler med mig selv (og Gud!) om at midt i dette kaos - livet, det er der et sted som går udover mig, og udover mit umodne jegs forestilling om, at jeg ikke gør det godt nok. Og det sted siger blot:

"Du er elsket. Og du må gerne søge glæden og blødhed, for det er faktisk meningen med det hele."

tirsdag den 28. oktober 2014

Glædesbilleder fra en bogfest

Vi har haft en dejlig bogudgivelsesfest. Omend stresshormonerne rasede i kroppen, idet vi dagen før fandt ud af, vi ikke kunne afholde festen, der hvor vi havde planlagt. Men det endte godt al sammen.


Vi entrerede med manér- til ABBAs dancingqueen.



 Wao, hvor følte vi os som dronninger for en dag. Det syntes vi godt om.

Til højre ses foruden søde Anne også Benedikte Vejlby Baggesgaard, som er præst og en af de personer vi har samtaler med i bogen. 


Og signeringsbord. Jow jow.



Og tilmed kø til signeringsbordet.

Man skal fejre sine mål! Og det har vi så eftertrykkeligt gjort. Uanset hvordan det går denne bog i verden, så har det været en personlig rejse, glæde og succesfuld oplevelse at arbejde med den. Hver en milepæl har vi glædet os over. Det er en kæmpe produktion med mange involverede at udarbejde en bog.

Dejlige gaver, blomster og flasker.

mandag den 6. oktober 2014

Spændingen stiger

I disse dage bygger en vis spænding op - Kvinders lyst udkommer på fredag.

Vi har haft sådan en god proces med den. Det har været en personlig bog. Vi har haft mange snakke om emnet, mens vi har kørt lange strækninger til og fra interviewene. Bøger vi har læst, folk vi har snakket med om emnet, og selvfølgelig også det, som er foregået i vores egne liv parallelt med skrivningen.

Vi har haft en kreativ proces som har været energigivende og fyldt med livslyst. Vi skrev bogen fordi vi var nysgerrige. Uanset hvordan det går ude i verden med den, så har vi lært meget og det har været meningsfuldt.

Parallelt med bogskrivningsprocessen er der foregået SÅ meget i vores egne liv, som har været relateret til emnet.

Sådan tror jeg altid det må være, når man går ind i et projekt som berører en personligt. Der er noget i en, der gerne vil heles, der er noget i en, der sidder på tværs, som man har brug for at komme mere overens med.

Den dag vi skulle interview Renée Toft Simonsen, glædede vi os helt vildt. Min mand og jeg havde en periode som var vanskelig. Jeg var oprørt, vred og ked af det, og det samme var han. Og i  den samtale med hende, der snakkede jeg (for) meget. Så meget, at da vi gik derfra, sagde jeg:
’kæft, jeg snakkede meget'
’kæft, du snakkede meget Ramse', sagde Pernille derefter.

Og så grinede vi af det. Men snakken afspejlede lige der, hvor vi var i vores liv, og det var som om der var heling i den samtale, for os alle tre.