fredag den 11. juli 2014

Om at fylde sig egen kop først.

Jeg havde en snak forleden med en veninde, omkring det her med at hjælpe venner og familie. Det er fantastisk at få hjælp. Det er fantastisk, at der er nogle der kan passe ens børn indimellem og det er også så vidunderligt at få hjælp til det praktiske i haven eller huset. Derudover er det ikke bare dejligt - men for nogle af os livsvigtigt med skønne ven og venindesnakke - for mit vedkommende især venindesnakke. Jeg ville gå f......... crazy, hvis jeg ikke havde dem.

Vi talte også om det at hjælpe i situationer, hvor man måske selv er udmattet. Jeg pippede lidt om ...egne behov..... om at mærke hvad man føler for...... uden at blev opfattet overbevisende. Det fik mig til at fundere lidt. For det er selvfølgelig en balancegang. Hvornår skal man "fylde sin egen kop op først", og hvornår skal man bare "overleve" og stille op. Det er let at komme på slingrekurs her, for det er så prekært det med, at "vi skal hjælpe hinanden". Alle kan blive enige om, at det skal vi. Vi kan sagtens også blive enige om, at vi skal mærke egne behov. Men det lyder efterhånden så slidt. Men når de to ting så støder sammen i praksis, som det jo gør hele tiden i vores liv, så er fanden løs i Laksegade, for hvad gør vi så, og hvad i os lytter vi til?

Noglegange får jeg energi af at hjælpe andre. Nogle gange er der en større glæde ved at hjælpe andre med at gøre rent, hente noget, låne noget ud, passe nogens børn, klippe nogens hæk, lytte og snakke end at tage mig af mit eget stuff (indimellem tager jeg mig i høj grad at mit eget stuff, ved at gøre det).  Det kan tilmed noglegange give os så megen mening, at vi ligefrem bliver inspireret til at få ordnet nogle af de "bunker" vi har på hjemmefronten, det være sig praktiske såvel som følelsesmæssige issues, der måske sidder på tværs.

Men hvornår er det lige, vi skal hvile? Tanke vores egen kop op? Må vi? For vores egen indre målestok, der holder os i et fast tag? For tanken om hvad andre mon synes, når vi gør noget så egennyttigt som at være "selvprioriterende". Noglegange er det mest modige jeg kan gøre, at sige nej. Og på den måde stikke mit hovedet op over radar og min mås i klaskehøjde. For jeg risikerer jo at forstyrre nogen. Fornærme nogen, og det frygteligste jeg kan forestille mig: skuffe nogle. Eller gøre dem vrede.

Indimellem kan det være en streng nødvenighed for at have balance. For mit eget vedkommende har det ikke været"egoistisk" eller kun egennyttigt. (jo, vil nogle måske mene). Jeg kan med sikkerhed sige at egenprioritering har ikke bare skabt en forfriskende pause i mit liv, det har skabt mirakler.

Men det kræver stadig mit allerstørste mod at gå imod den indre stemme, der altid synes at jeg skal stille op. Det kræver mit allerstørste mod at prøve at forstå hvad det er jeg skal i mit eget liv? Det kræver mit allerstørste mod at turde være ærlig. Velvidende at jeg indimellem skuffer. Ja, tilmed gør ked af det.

onsdag den 9. juli 2014

Piger

En dag mens jeg var på vej på skovtur med mig selv og hunden, hørte jeg et indslag i radioen, som satte sig i mig.  Jeg havde kun et mål for øje: jeg ville ligge under et træ, kigge op i de lysegrønne trækroner, og den skarpe blå himmel. Jeg havde hund, bog, mellemmad, kaffe (cigaretter?....) og solbriller med.

I radioen sagde speakeren, at et stigende antal unge piger i gymnasiet døjer med stress. De såkaldte 12-tals piger bliver syge af det. En stressekspert blev udspurgt. Han fortalte, at drengene ikke døjede med det, de tog tingene som de kom, mens pigerne var mere orienterede mod fremtiden og hvad der kræves. Men det er ikke deres skyld, sagde han. Det er samfundets skyld.

Det er en sætning som jeg oftest kun har hånlatter til overs for, mens jeg synger med på TV2's sang med samme omkvæd: "Det er samfundets skuld". Men det var en vigtig sætning. For presset er stort. Lærerene snakker meget om eksamen, og der er ekstremt fokus på karakterer.Samtidig er der mere fokus på ansvaret for egen læring. Det hører vi overalt. Måske preller det af på dem, der trænger til at høre det, men går lige ind i dem, der slet ikke behøver høre det?

Vi møder ofte de unge piger med gode råd: "Du må lære at slappe af, blive bedre til at planlægge, du skal også kunne lægge det fra dig". Vi mener de gode råd kan hjælpe dem, men mon ikke det snarere giver dem indtrykket af, at det er deres egen skyld og dermed også deres eget ansvar at komme ud af det? Er det ikke farligt, når vi kun giver os selv "skylden" for stress? Som tidligere stressramt ved jeg af bitter erfaring, at hvis der er noget, man ikke kan, når man for alvor er stresset, så er det at tage hånd om sig selv. Man har brug for hjælp. Vi har brug for, at der er nogen der siger: "Nu gør vi sådan her..." og ikke kommunikerer med: "Du må selv......". Ligesom i alle livets andre områder, kan vi ikke vandre den vej alene.

Ikke nok med at de unge piger (og drenge selvfølgelig også) skal tage sig af det faktum, at de er stressede, men dernæst efterlades de også med den mest ensomme følelse af alle: Det er min egen skyld. Skyld og skam står tilbage. Og skamfølelser deler vi ofte ikke med andre. Den tåler ikke dagens lys.

It breaks my heart.

Hvor blev jeg ked af denne kedelig statistik.

Alt dette tænkte jeg på, mens jeg kørte ud i det blå. Jeg vil fortsætte min tapre kamp med at lokke mine piger (og alle deres veninder, og dem der gider høre på det) til at tage en fridag i ny og næ. Uanset hvad alle (alt for) voksne (og frygt-plantende) autoriteter siger. Lære dem vigtigheden af at lade verden sejle indimellem, krybe under dynen med en bog (som i deres tilfælde med sikkerhed bliver bliver Ipad eller telefon) og med god samvittighed pjække fra hverdagen. Der er brug for pauser, for at vi kan mærke kroppen.

Akkompagneret af Depeche Modes Enjoy the silence, og med hunden forventningsfuld og sorgløs på sædet ved siden af mig, bad jeg en stille bøn om, at en engel vil vogte over mine to arbejdssomme, ambitiøse og pligtopfyldende piger, som står på tærsklen til snart at starte en krævende gymnasietid.   

torsdag den 3. juli 2014

Igen

Det er alt alt for længe siden jeg har skrevet her. Jeg har kind of savnet det. Men nu skal der ske noget, igen.

Det her billede kan jeg godt lide. At skrive dagbog eller tanker, ideer, en lille rygsæk og termokande, vandrestøvler (formoder jeg, hun har på) og smukke omgivelser.

Denne sommer tror jeg, jeg skal opsøge solitude, og på en vandretur. Jeg trænger.

Ville ønske jeg gad ændre topbilledet på bloggen, for der skal snart nye billeder på denne blog-suppe. For det er nye tider.

torsdag den 21. november 2013

Hyperbole and a Half

Jeg er blevet introduceret til denne blog, som er virkelig god. Og sjov. Den er fyldt af naive tegninger som på fineste vis beskriver en kvindes liv med depression og ADHD.

Pyh, det var et tungt emne kan man tænke, Ja det er det på en måde. Men det er sjovt. Og giver forståelse. Mange kan genkende sig selv i hendes pointer. Den er på engelsk.

På baggrund af sin blogtegninger har hun udgivet en bog. Som jeg ønsker mig max. Synes det er opløftende at se en der har tegnet sig ud af sit livs problemer og udfordringer og så rammer noget  mange kender. Og nu altså i bogform. RESPEPT.

Den hedder Hyperbole and a half og er EN STOR ting i USA, har vundet priser osv.

Tjek den ud her

mandag den 11. november 2013

Maren kan tegne - min familie er fornuftig

Jeg ved da godt, jeg ikke er god til at tegne som Maren. Gik jo i stå med den udvikling af de talenter, da jeg var cirka 3 år gammel. Men derfor kan jeg godt låne og lade mig inspirere af hendes udtryksform. Om min elskede og alt fornuftige familie:

 
 
 
 
 
 
 
 
 



Min soulsister Lises, vise far Johannes, sagde ofte: "Man må gerne være nuftig, men ikke fornuftig" - det passer vist meget godt.

Se Marens fine tegninger her

torsdag den 26. september 2013

Go fredagmorgen

Livet er hårdt. Og for nogen af os fyldt med smerte. Ja for de flestes vedkommende vel, uanset om vi mærker det eller ej. At tro det ikke er det, er at leve på en illusorisk drøm. Og jeg tror den menneskelige psyke automatisk retter sig hen mod det, som er svært.

For at vende sig mod glæden, miraklerne og føle taknemmeligheden over de gode ting er en træningssag, dagligt. Sådan er det for mig. Det er et indre arbejde, ligesom alt andet i livet er. ALT er et indre arbejde, uanset vores udgangspunkt. Derfor virker det så provokerende, når man får velmenende råd: "Du skal ikke tænke så meget, du skal bare tænke positivt, du skal ikke bekymre dig". Det virker nærmest modsat på mig.

Men lige nu er jeg opløftet og glad. Livet er godt. Pernille og jeg har fået en aftale med et forlag til vores bog. Fadls Forlag. Vi stod i den lykkelige situation at kunne vælge mellem 4 store forlag. Vi valgte det mindste, der var kontakten bedst. Det er vi helt oppe at ringe over.

OG - vi har solgt vores hus! FEDT. Altså der er en købsaftale som er ved at komme i stand. Men jeg tror på det gode. Og glæder mig til alt det nye.

onsdag den 11. september 2013

Trekanten er fin

I dag har jeg pelset hele huset for vietnamesiske items, for de skal nemlig på udstilling!

I næste uge skal vi holde holde foredrag på Trekanten i Ålborg, og vores foredrag er starten på en asiatisk bazar. Så nu står de samlet i fine montre, og det var da helt sjovt at få det hele stillet op.


Jamen så fint da ikk?


Det er første gang jeg sådan for alvor har været på det lille stemningsfulde kulturhus og bibliotek. Synes det var hyggeligt. Man får bare lyst til at smide sig i sofaen og læse nogle af alle de gode bøger der er opstillet over det hele.

Der er helt hjemlig stemning. Kunne også godt lide den lille cafe.


De har smidt institutionsmøblerne ud og er gået på loppemarked i stedet. Det er der kommet et godt resultat ud af.


Så nu er bøger, minder, broderier, lampetter og andet godtfolk under lås og slå i glasmontre.

P.s. Skulle du få lyst til at sige hej og høre foredraget, så er du velkommen. Det er onsdag den 18. sept. kl 19. Nu med kage....
http://www.trekanten.info/index.php/component/eventlist/details/424-det-kan-sa-nemt-ga-godt?Itemid=110


onsdag den 28. august 2013

Bookporn

Kan du lide at læse? Jeg elsker det. Engang læste jeg om en kvinde, der lærte sine børn værdien af at pjække, sidde i sengen en hel dag, drikke kaffe, ryge cigaretter og læse gode bøger. Det blev jeg inspireret af. For de unger får så mange løftede pegefingre i forvejen, og mine døtre er både fornuftige og autoritetstro, derfor vil jeg gerne lære dem lidt anarki!

I dag så jeg disse billeder på en blog, og blev så glad selvom jeg egentlig har været lidt trist. De får mig til at tænke på London og store, stemningsfyldte, gammeldags boghandlere.

I lang tid har jeg lovet Vera, en tur til London. Vi sparer ihærdigt, leder efter billige flybilletter og tjekker ud hvordan vi aller aller billigst, kan overnatte derovre via airbnb.com, som vi har gode erfaringer med (online booking af overnatning). Det er privat, det er med morgenmad, det er billigt. I like!

Vi har en kasse, vi sparer op i, og det er meget motiverende! Jeg har nærmest lyst til at samle flasker. (Så hvis I har nogen, kom med dem, og I får en kasse blommer til gengæld.)

Jeg stor fan af den amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert. Hun er forfatter til en række romaner og bestselleren "Spis, bed, elsk". Hun udkommer her i september med en ny roman, som hun har arbejdet på i 6 år. Jamen se lige her hvor fin den er.

Idag fik jeg den brilliante ide, at jeg vil kombinere Londonturen med et af hendes foredrag på hendes booktour! Kunne det ikke være skønt at besøge et ældgammelt forlag i London, tage datter Vera med, få en hardcopy af den nye bog, og møde hendes live. Det må være 5 fluer med et slag.

At læse en bog af gangen har jeg ikke tålmodighed til, så for tiden er det en luns her og en luns der - faktisk er jeg i gang med alle disse på engang!


Åh at svælge i skønne billeder. Hvis du ikke gider lave noget den næste have time, så se flere skønne boghylder på bookshelfporn her