torsdag den 11. december 2014

Glühwein og fin bogudtalelse

Der er weinachts-markeder über alles, her i Hamburg. Og jeg har lagt mig i selen for, at vi skal nå at besøge rigtig mange af dem, inden vi tager på juleferie i Danmark. Tyskerne er vilde med dem, de mødes der om aftenen i skitøj og drikker Glühwein. Det ser hyggeligt ud, og jeg ville ønske alle vores venner lige kunne flyve herned og være med. Glühweinen her er så lykkeligt befriet for rosiner og mandelsnask, som jeg aldrig har været vild med.

Kvinders Lyst er godt med ude i butikkerne. Det er sjovt at få henvendelser på julegaver og signerede udgaver, så dejligt når nogle er interesserede i vores arbejde. Og mange har også sendt dejlige tilbagemeldinger og rapporteret, at de synes det er en god og vigtig bog. 

Her er info om bogen og den fine udtalelse, vi fik fra Bibliotekerne.


Billedet er taget herfra kvindeguiden.dk

mandag den 24. november 2014

Søndag

Kristine er forelsket. I vores hund. Og hun er...krævende i sin kærlighed. Det er søndag morgen og jeg læser i sengen, og Walter ser Startrek på Ipaden. Kristine kommer ud fra sit værelse. Hun ligner en trold, der lige er vågnet. Det minder mig om, da mine piger var små, søvnvarme og nuttede med røde kinder, og jeg har bare lyst til at proppe dem ned i mine lommer, så de altid kan være der.

Kristine: - "Jeg vil have Tikki. Tikki kom så" siger hun fast.

Hunden ruller sig mere sammen i stolen.

Kristine: "Tikki, kom så". Endnu hårdere.

Mig: "Kærlighed i stemmen, Kristine, Kærlighed".

Vi har tit snakket om, at hun må trække hunden til sig, ved at gøre sig interessant og venlig.

Kristine "Kom så her, Tikki, kom så". Med fløjlstemme.

Hunden ligger rullet sammen, kigger på mig.

Kristine: "KOM SÅ TIKKI, NU!".

Hunden trisser hurtigt ind på hendes værelse.

Kristine: "Se mor, det hjælper ikke med det der kærlighed", siger hun og lukker døren bag sig.


Så kan man godt pakke sammen med alle sine kærlighedstalenter.

#mortilpigerderbliverstore, #sentimental-teenagemor, #hvorforvilhunikkehavemig?

tirsdag den 18. november 2014

Om den indre kritiker - en rigtig lorteven.

Jeg har et godt liv. Jeg har et stærkt ægteskab og jeg har de skønneste to dejlige væsener af døtre, som gør mig svimmel af lykke over, at de lige skulle betræde mig sti. Og lige nu er jeg så heldig, at jeg har mulighed for at bo i Hamburg, arbejde med det som jeg allerhelst vil, nemlig at skrive en ny bog, og al det spændende der er i at udgive kvinders lyst, og hvad der tilhører af PR og udvikling af foredrag. Jeg har mulighed for at gå på en spændende uddannelse. Jeg har mulighed for at gå i en udviklingsgruppe. Alle disse ting gør mig så glad for ikke meget i mit tidligere arbejdsliv har givet mig den samme følelse af meningsfuldhed.

Men det er på ingen måde uden bekymringer, frygt og andre rambukke. Det er en benhård prioritering, som også har sine omkostninger. Men det må det også godt have. Det må godt være hårdt, bare det er meningsfuldt! Jeg forsøger at iklæde mig alt mit mod for at følge det, som jeg føler for, både familiemæssigt, arbejdsmæssigt og i mit sociale liv.

Alligevel rammes jeg gang på gang af skuffelse over mig selv. Når jeg ikke lever op til mine egne forventninger. Ingen kan håne mig så meget, som den kritiske del af mig, der næsten altid dumper mig og ALDRIG er tilfreds. Jeg er ked af at sige det, men hvis mit sind var et kvarter i en by, så var der virkelig ingen, der ville gå rundt alene om aftenen i det kvarter.

Jeg har lige været på udviklingsgruppe i weekenden, og det er balsam på den del af mig. Vi træner at tage kontakt og finde følelse, tage kontakt og finde følelse for sig selv, tage kontakt og finde følelse for sig selv. Jeg tager også denne sætning med mig denne gang:
"Hvad skal jeg? Jeg skal slappe af i kroppen."

Er det så navlepilleri, det moderne menneskes selvcentrering, egoisme og narcissime, kan man indvende? (og tro mig - det tror min kritiske indre stemme ofte, men den er ikke klogere.) Nej det kan jeg love for, det ikke er. Det er en Ninjas benhårde modige kamp med svær og udrustning mod den indre kritiker, frygt, ensomhed og mod mine egne skygger. Det er samtaler med mig selv (og Gud!) om at midt i dette kaos - livet, det er der et sted som går udover mig, og udover mit umodne jegs forestilling om, at jeg ikke gør det godt nok. Og det sted siger blot:

"Du er elsket. Og du må gerne søge glæden og blødhed, for det er faktisk meningen med det hele."

tirsdag den 28. oktober 2014

Glædesbilleder fra en bogfest

Vi har haft en dejlig bogudgivelsesfest. Omend stresshormonerne rasede i kroppen, idet vi dagen før fandt ud af, vi ikke kunne afholde festen, der hvor vi havde planlagt. Men det endte godt al sammen.


Vi entrerede med manér- til ABBAs dancingqueen.



 Wao, hvor følte vi os som dronninger for en dag. Det syntes vi godt om.

Til højre ses foruden søde Anne også Benedikte Vejlby Baggesgaard, som er præst og en af de personer vi har samtaler med i bogen. 


Og signeringsbord. Jow jow.



Og tilmed kø til signeringsbordet.

Man skal fejre sine mål! Og det har vi så eftertrykkeligt gjort. Uanset hvordan det går denne bog i verden, så har det været en personlig rejse, glæde og succesfuld oplevelse at arbejde med den. Hver en milepæl har vi glædet os over. Det er en kæmpe produktion med mange involverede at udarbejde en bog.

Dejlige gaver, blomster og flasker.

mandag den 6. oktober 2014

Spændingen stiger

I disse dage bygger en vis spænding op - Kvinders lyst udkommer på fredag.

Vi har haft sådan en god proces med den. Det har været en personlig bog. Vi har haft mange snakke om emnet, mens vi har kørt lange strækninger til og fra interviewene. Bøger vi har læst, folk vi har snakket med om emnet, og selvfølgelig også det, som er foregået i vores egne liv parallelt med skrivningen.

Vi har haft en kreativ proces som har været energigivende og fyldt med livslyst. Vi skrev bogen fordi vi var nysgerrige. Uanset hvordan det går ude i verden med den, så har vi lært meget og det har været meningsfuldt.

Parallelt med bogskrivningsprocessen er der foregået SÅ meget i vores egne liv, som har været relateret til emnet.

Sådan tror jeg altid det må være, når man går ind i et projekt som berører en personligt. Der er noget i en, der gerne vil heles, der er noget i en, der sidder på tværs, som man har brug for at komme mere overens med.

Den dag vi skulle interview Renée Toft Simonsen, glædede vi os helt vildt. Min mand og jeg havde en periode som var vanskelig. Jeg var oprørt, vred og ked af det, og det samme var han. Og i  den samtale med hende, der snakkede jeg (for) meget. Så meget, at da vi gik derfra, sagde jeg:
’kæft, jeg snakkede meget'
’kæft, du snakkede meget Ramse', sagde Pernille derefter.

Og så grinede vi af det. Men snakken afspejlede lige der, hvor vi var i vores liv, og det var som om der var heling i den samtale, for os alle tre.

tirsdag den 23. september 2014

How to build a girl - af Caitlin Moran

Et af de interview vi har foretaget til Kvinders lyst, foregik i cafeen på Den sorte Diamant i København. Det er et smukt sted med højt til loftet og smukke bøger overalt. Om aftenen var vi til et foredrag med den britiske journalist og forfatter Caitlin Moran, som har skrevet en skøn bog, der hedder: Kunsten at være kvinde. Det var sjovt!


Jeg er vild med hende. Ja,  jeg er en af de slags fans, der glemmer al min værdighed og kunne finde på at kaste mig om halsen på hende og bede om hendes underskrift.

Jeg har fået fremsnuset, at hun har skrevet en ny bog, en ungdomsbog. Den hedder: How til build a girl. Jeg skal så meget have den købt og tvinge mine piger til at læse dem:-). Det er en komisk roman.

 How To Build A Girl, book, author, Caitlin Moran, review, sexuality, teenage, Catzy Rentzenbrink

Du kan læse en anmeldelse af den på The New York Times her

søndag den 21. september 2014

Oktoberfest og bog

Oktoberfesten er lige om hjørnet her i Hamburg. Så vidt jeg forstår, er den allerede skudt i gang i det sydlige Tyskland. Tyskere har noget med den oktoberfest. Kæmpe folkefest hvor de spiser curry-wurst og drikker store øl.

I går gik Kristine og jeg ned på det fine marked her i byen. Vi fik en kaffe på en cafe, og der var personalet trukket i lederhosen. Det første tydelige tegn, jeg har set. Funny stemning. De tyske schlagersange lød ud af højtalerne.

Efteråret hernede har indtil videre været så solrigt, det føles som ferie. Vi bor tæt på Elben og det er dejligt at gå tur dernede. Der er så meget, jeg er taknemmelig for, men indimellem føler jeg mig også ensom. Jeg er vant til at være omgivet med en masse mennesker. Måske er det flytnings-hangover. Stilhed efter en meget travl tid.

Jeg glæder mig vildt til KVINDERS LYST kommer. Det er mærkeligt, et barn vi har arbejdet på i to år, kommer dumpende fra trykkeriet med posten. Der har været mange fede milepæle i bogprojektet. Fra vi fik ideen. Fik positiv respons fra de personer vi inviterede med. Positiv respons fra fire forlag. Første møde med Fadls Forlag. Første positive reaktion fra redaktøren.

Det har hele vejen igennem været givende og sjovt. Og hårdt. Men det gør ikke noget. Det kræver jo arbejde at nå et drømme mål.

Nu skal vi til at slippe hende ud i verden, hvor hun vil leve sit eget liv. 

tirsdag den 16. september 2014

Kvinders Lyst

Om godt en uge lander Kvinders lyst i min postkasse. Jeg glæder mig til at holde barnet i mine hænder.


Titlen står med guldtryk - og den er blevet så fin synes jeg. Hvordan mon dens færd i verden bliver?

tirsdag den 9. september 2014

En hård start

I går var en dum dag. Kristine skulle starte i en tysk skole og det gik ikke godt. Da hun kom hjem var hun meget ked af det. Dumt klasseværelse, uhyggelig skole og hun var godt frustreret over ingenting at forstå.

Det var hjerteskærende. Har ikke set hende så ked af det længe. Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få hende op af sengen i dag. Men hun er tapper. I går kunne jeg næsten ikke se på hende uden at få våde øjne, så fin syntes jeg, hun var, og jeg tvivlede pludselig på hele det her Hamburg-projekt. Hvad gør det ved hende? Vil hun få verdens dårligste oplevelse af det her? Vil det knække hende og gøre hende mere usikker end det vil styrke hende?

Når Kristine smiler og griner så skinner min sol. Og i dag da hun kom hjem fra skole (klokken 16!), så skinnede solen. Pyh, lettet. Anden dag overstået og i dag gik det bedre. "Der er en pige, der hedder Anna, som virker sød". Sagde hun. "Og også en der hedder Lily". "De sagde, jeg havde en flot jakke".

Åh tak. Tak, Tak. Hvor er jeg glad og ydmyg. Og hvor har vi været heldige med gode relationer og skolegang so far.   


fredag den 11. juli 2014

Om at fylde sig egen kop først.

Jeg havde en snak forleden med en veninde, omkring det her med at hjælpe venner og familie. Det er fantastisk at få hjælp. Det er fantastisk, at der er nogle der kan passe ens børn indimellem og det er også så vidunderligt at få hjælp til det praktiske i haven eller huset. Derudover er det ikke bare dejligt - men for nogle af os livsvigtigt med skønne ven og venindesnakke - for mit vedkommende især venindesnakke. Jeg ville gå f......... crazy, hvis jeg ikke havde dem.

Vi talte også om det at hjælpe i situationer, hvor man måske selv er udmattet. Jeg pippede lidt om ...egne behov..... om at mærke hvad man føler for...... uden at det blev opfattet overbevisende. Det fik mig til at fundere lidt. For det er selvfølgelig en balancegang. Hvornår skal man "fylde sin egen kop op først", og hvornår skal man bare "overleve" og stille op. Det er let at komme på slingrekurs her, for det er så prekært det med, at "vi skal hjælpe hinanden". Alle kan blive enige om, at det skal vi. Vi kan sagtens også blive enige om, at vi skal mærke egne behov. Men det lyder efterhånden så slidt. Men når de to ting så støder sammen i praksis, som det jo gør hele tiden i vores liv, så er fanden løs i Laksegade, for hvad gør vi så, og hvad i os lytter vi til?

Nogle gange får jeg energi af at hjælpe andre. Nogle gange er der en større glæde ved at hjælpe andre med at gøre rent, hente noget, låne noget ud, passe nogens børn, klippe nogens hæk, lytte og snakke end at tage mig af mit eget stuff (indimellem tager jeg mig i høj grad at mit eget stuff, ved at gøre det). Det kan tilmed nogle gange give os så megen mening, at vi ligefrem bliver inspireret til at få ordnet nogle af de "bunker" vi har på hjemmefronten, det være sig praktiske såvel som følelsesmæssige issues, der måske sidder på tværs.

Men hvornår er det lige, vi skal hvile? Tanke vores egen kop op? Må vi? For vores egen indre målestok, der holder os i et fast tag? For tanken om hvad andre mon synes, når vi gør noget så egennyttigt som at være "selvprioriterende". Nogle gange er det mest modige jeg kan gøre, at sige nej. Og på den måde stikke mit hovedet op over radar og min mås i klaskehøjde. For jeg risikerer jo at forstyrre nogen. Fornærme nogen, og det frygteligste jeg kan forestille mig: skuffe nogle. Eller gøre dem vrede.

Indimellem kan det være en streng nødvenighed for at have balance. For mit eget vedkommende har det ikke været"egoistisk" eller kun egennyttigt. (jo, vil nogle måske mene). Jeg kan med sikkerhed sige at egenprioritering har ikke bare skabt en forfriskende pause i mit liv, det har skabt mirakler.

Men det kræver stadig mit allerstørste mod at gå imod den indre stemme, der altid synes at jeg skal stille op. Det kræver mit allerstørste mod at prøve at forstå hvad det er jeg skal i mit eget liv? Det kræver mit allerstørste mod at turde være ærlig. Velvidende at jeg indimellem skuffer. Ja, tilmed gør ked af det.

onsdag den 9. juli 2014

Piger

En dag mens jeg var på vej på skovtur med mig selv og hunden, hørte jeg et indslag i radioen, som satte sig i mig.  Jeg havde kun et mål for øje: jeg ville ligge under et træ, kigge op i de lysegrønne trækroner, og den skarpe blå himmel. Jeg havde hund, bog, mellemmad, kaffe (cigaretter?....) og solbriller med.

I radioen sagde speakeren, at et stigende antal unge piger i gymnasiet døjer med stress. De såkaldte 12-tals piger bliver syge af det. En stressekspert blev udspurgt. Han fortalte, at drengene ikke døjede med det, de tog tingene som de kom, mens pigerne var mere orienterede mod fremtiden og hvad der kræves. Men det er ikke deres skyld, sagde han. Det er samfundets skyld.

Det er en sætning som jeg oftest kun har hånlatter til overs for, mens jeg synger med på TV2's sang med samme omkvæd: "Det er samfundets skuld". Men det var en vigtig sætning. For presset er stort. Lærerene snakker meget om eksamen, og der er ekstremt fokus på karakterer.Samtidig er der mere fokus på ansvaret for egen læring. Det hører vi overalt. Måske preller det af på dem, der trænger til at høre det, men går lige ind i dem, der slet ikke behøver høre det?

Vi møder ofte de unge piger med gode råd: "Du må lære at slappe af, blive bedre til at planlægge, du skal også kunne lægge det fra dig". Vi mener de gode råd kan hjælpe dem, men mon ikke det snarere giver dem indtrykket af, at det er deres egen skyld og dermed også deres eget ansvar at komme ud af det? Er det ikke farligt, når vi kun giver os selv "skylden" for stress? Som tidligere stressramt ved jeg af bitter erfaring, at hvis der er noget, man ikke kan, når man for alvor er stresset, så er det at tage hånd om sig selv. Man har brug for hjælp. Vi har brug for, at der er nogen der siger: "Nu gør vi sådan her..." og ikke kommunikerer med: "Du må selv......". Ligesom i alle livets andre områder, kan vi ikke vandre den vej alene.

Ikke nok med at de unge piger (og drenge selvfølgelig også) skal tage sig af det faktum, at de er stressede, men dernæst efterlades de også med den mest ensomme følelse af alle: Det er min egen skyld. Skyld og skam står tilbage. Og skamfølelser deler vi ofte ikke med andre. Den tåler ikke dagens lys.

It breaks my heart.

Hvor blev jeg ked af denne kedelig statistik.

Alt dette tænkte jeg på, mens jeg kørte ud i det blå. Jeg vil fortsætte min tapre kamp med at lokke mine piger (og alle deres veninder, og dem der gider høre på det) til at tage en fridag i ny og næ. Uanset hvad alle (alt for) voksne (og frygt-plantende) autoriteter siger. Lære dem vigtigheden af at lade verden sejle indimellem, krybe under dynen med en bog (som i deres tilfælde med sikkerhed bliver bliver Ipad eller telefon) og med god samvittighed pjække fra hverdagen. Der er brug for pauser, for at vi kan mærke kroppen.

Akkompagneret af Depeche Modes Enjoy the silence, og med hunden forventningsfuld og sorgløs på sædet ved siden af mig, bad jeg en stille bøn om, at en engel vil vogte over mine to arbejdssomme, ambitiøse og pligtopfyldende piger, som står på tærsklen til snart at starte en krævende gymnasietid.   

torsdag den 3. juli 2014

Igen

Det er alt alt for længe siden jeg har skrevet her. Jeg har kind of savnet det. Men nu skal der ske noget, igen.

Det her billede kan jeg godt lide. At skrive dagbog eller tanker, ideer, en lille rygsæk og termokande, vandrestøvler (formoder jeg, hun har på) og smukke omgivelser.

Denne sommer tror jeg, jeg skal opsøge solitude, og på en vandretur. Jeg trænger.

Ville ønske jeg gad ændre topbilledet på bloggen, for der skal snart nye billeder på denne blog-suppe. For det er nye tider.