mandag den 22. oktober 2012

Her fra min siddeplads.........

Den seneste tid har været hård men også livsbekræftende. Min mor fik konstateret kræft i sin livmoder og fik ret hurtigt derefter fjernet hele sit underliv. Prøverne viste heldigvis, at det hele var væk, og vi priser os lykkelige for, at hun har vundet livet og undgår en opslidende kemobehandling.

Ret hurtigt derefter fik min mors mand Jørgen symptomer på en hjerneblødning, og han kom afsted på sygehuset med udrykning. Jeg stod i sommerhuset og vinkede til ambulancen sammen med hans søn og små børnebørn, med en rystet men samlet fornemmelse af, at fra nu af er alt meget anderledes.  Han var også heldig, det var en mindre hjerneblødning, og han klarer sig. Vi er alle lettede over, at de begge nu er under kontrol i sundhedssystemet. Mon ikke deres livskvalitet er væsentligt forbedret. Jeg tror, de vil være mere nærværende i deres liv, sætte pris på hinanden og hverdagen.

Det slår mig, hvor taknemmelig jeg er for at bo i et land med så velfungerende et sundhedssystem. Selv om jeg ofte har udlængsel og drømmer om at se hele verden, så er det ligesom anderledes, når ens familie bliver syg. Og midt i alle de dårlige historier som medierne ynder at tage op gang på gang, så er det bare så vigtigt også at fortælle de gode. Og dem har vi lige været udsat for. Jeg har ikke andet end godt at sige om den behandling, vi har fået. Operationen var vellykket. Der blev handlet SÅ hurtigt og kommunikationen var hele vejen igennem god, omsorgsfuld men også kontant.

Vores ophold i Vietnam har givet mig andre øjne at se Danmark på. Det er virkelig beklageligt, når man kommer i det danske sundhedssystem, og man får dårlig behandling eller der bliver begået fejl, som ingen vil tage på sig. Men nogle gange kan jeg også se de små detaljer, som vi jamrer over.

Da vi lige var kommet hjem fra Vietnam, hvor nogle mennesker sidder og venter i to dage for at se en læge, ofte med trætte børn på skødet, undrede det mig, da jeg læste en artikel i Nordjyske om en kræftpatient som var vred over, at hun selv skulle betale for transporten til det sygehus, hvor hun skulle have kemobehandling.

Ja, hvis man altid har de briller på, hvor blikket søger hen på det man ikke får, i stedet på det man rent faktisk får - er det så ikke let hele tiden at blive skuffet og ulykkelig? Ikke fordi jeg skal sidde her på min hellige røv, og sige at det heldigvis ikke er sådan for mit vedkommende. Jeg kender fuldt ud til den følelse, og tror den er meget menneskelig.

Sundhedssystemet er godt, når vi er syge, men et liv i sundhed og følelsesmæssig udvikling, er det ikke oftest vores eget ansvar?

Nå men var med portrætprogrammet:" Livet er så mange ting på TV2 Nord. Se det her.

 http://www.tv2nord.dk/arkiv/2012/10/15?video_id=37214&autoplay=1

fredag den 5. oktober 2012

Ugen i billeder

Har både haft det sådan her:



og sådan her:

 

Og sådan her i denne uge



Inspirationsbillederne kommer fra Amrit

Holland

Jeg tror en hollandsk far bliver glad, når datterens klasse er Holland til børne-OL


tirsdag den 2. oktober 2012

Nogle gange skal man IKKE tænke sig godt om.

Da jeg var 17 år mødte jeg Walter. Jeg gik i 2. g. Og ofte syntes jeg ikke, det var fedt at gå i 3.g. Rent faktisk følte jeg mig det år ofte rigtig ensom. Så efter 3.g tog jeg uden at tænke mig godt om, afsted til Holland, for at afprøve lykken. De bedste og de vigtigste beslutninger i mit liv, har jeg taget ved netop IKKE at tænke mig godt om. For hvis man gør det, kan man hurtig blive bange.

De 3 år i Holland lærte mig SÅ meget om livet. Om kærligheden. Om at tage vare på hinanden i en omsorgsfuld atmosfære (min svigerfamilìes hjem). Om at respektere sine nærmeste. Og om at arbejde (jeg arbejdede på Walters onkels pølsefabrik, hvor jeg som 19 årlig pakkede en million pølser og drønede rundt i en lille Citroen på alle de store motorveje nær Rotterdam, for at prøve at sælge vores varer til nye leverandører). På alle felter øver jeg mig stadig.

Ikke mindst det hollandske sprog er kommet mig til gode hele livet. Således har jeg lige læst en ret interessant artikel af den hollandske forfatter Daphne Decker. Som udover at være en kanon dygtig skribent også er smuk, har et godt forhold, børn, skide rig, tidligere model og gift med ex-tennisstjernen Richard Krajicek. Hun har lige udviklet en ny undertøjsserie og udviklet en parfyme. Drøner rundt til velgørenhedsshow og er samtidig selvfølgelig gudeskøn og har kilometerlange lækre stænger. Kan vi alle ikke mærke misundelsens malurt? Jeg synes, hun på mange måder er interessant. Og vover noget af sig selv. Og det er ikke for tøsedrenge, det hun afslører i sine klummer. Hun er i den grad åbenhjertig om både det hårde, svære og sjove i hendes liv. Så inspirerende altså med autencitet.

Når jeg skal til Holland i efterårsferien, vil jeg købe hendes roman. Jeg er håber, den er ligeså sjov, som den anmeldelse jeg har læst lover. Og i mit næste blogindlæg - vil jeg fortælle om den bedste af hendes klummer, som handler om - intelligens.