fredag den 11. juli 2014

Om at fylde sig egen kop først.

Jeg havde en snak forleden med en veninde, omkring det her med at hjælpe venner og familie. Det er fantastisk at få hjælp. Det er fantastisk, at der er nogle der kan passe ens børn indimellem og det er også så vidunderligt at få hjælp til det praktiske i haven eller huset. Derudover er det ikke bare dejligt - men for nogle af os livsvigtigt med skønne ven og venindesnakke - for mit vedkommende især venindesnakke. Jeg ville gå f......... crazy, hvis jeg ikke havde dem.

Vi talte også om det at hjælpe i situationer, hvor man måske selv er udmattet. Jeg pippede lidt om ...egne behov..... om at mærke hvad man føler for...... uden at det blev opfattet overbevisende. Det fik mig til at fundere lidt. For det er selvfølgelig en balancegang. Hvornår skal man "fylde sin egen kop op først", og hvornår skal man bare "overleve" og stille op. Det er let at komme på slingrekurs her, for det er så prekært det med, at "vi skal hjælpe hinanden". Alle kan blive enige om, at det skal vi. Vi kan sagtens også blive enige om, at vi skal mærke egne behov. Men det lyder efterhånden så slidt. Men når de to ting så støder sammen i praksis, som det jo gør hele tiden i vores liv, så er fanden løs i Laksegade, for hvad gør vi så, og hvad i os lytter vi til?

Nogle gange får jeg energi af at hjælpe andre. Nogle gange er der en større glæde ved at hjælpe andre med at gøre rent, hente noget, låne noget ud, passe nogens børn, klippe nogens hæk, lytte og snakke end at tage mig af mit eget stuff (indimellem tager jeg mig i høj grad at mit eget stuff, ved at gøre det). Det kan tilmed nogle gange give os så megen mening, at vi ligefrem bliver inspireret til at få ordnet nogle af de "bunker" vi har på hjemmefronten, det være sig praktiske såvel som følelsesmæssige issues, der måske sidder på tværs.

Men hvornår er det lige, vi skal hvile? Tanke vores egen kop op? Må vi? For vores egen indre målestok, der holder os i et fast tag? For tanken om hvad andre mon synes, når vi gør noget så egennyttigt som at være "selvprioriterende". Nogle gange er det mest modige jeg kan gøre, at sige nej. Og på den måde stikke mit hovedet op over radar og min mås i klaskehøjde. For jeg risikerer jo at forstyrre nogen. Fornærme nogen, og det frygteligste jeg kan forestille mig: skuffe nogle. Eller gøre dem vrede.

Indimellem kan det være en streng nødvenighed for at have balance. For mit eget vedkommende har det ikke været"egoistisk" eller kun egennyttigt. (jo, vil nogle måske mene). Jeg kan med sikkerhed sige at egenprioritering har ikke bare skabt en forfriskende pause i mit liv, det har skabt mirakler.

Men det kræver stadig mit allerstørste mod at gå imod den indre stemme, der altid synes at jeg skal stille op. Det kræver mit allerstørste mod at prøve at forstå hvad det er jeg skal i mit eget liv? Det kræver mit allerstørste mod at turde være ærlig. Velvidende at jeg indimellem skuffer. Ja, tilmed gør ked af det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ææælsker dine hilsner