Piger

En dag mens jeg var på vej på skovtur med mig selv og hunden, hørte jeg et indslag i radioen, som satte sig i mig.  Jeg havde kun et mål for øje: jeg ville ligge under et træ, kigge op i de lysegrønne trækroner, og den skarpe blå himmel. Jeg havde hund, bog, mellemmad, kaffe (cigaretter?....) og solbriller med.

I radioen sagde speakeren, at et stigende antal unge piger i gymnasiet døjer med stress. De såkaldte 12-tals piger bliver syge af det. En stressekspert blev udspurgt. Han fortalte, at drengene ikke døjede med det, de tog tingene som de kom, mens pigerne var mere orienterede mod fremtiden og hvad der kræves. Men det er ikke deres skyld, sagde han. Det er samfundets skyld.

Det er en sætning som jeg oftest kun har hånlatter til overs for, mens jeg synger med på TV2's sang med samme omkvæd: "Det er samfundets skuld". Men det var en vigtig sætning. For presset er stort. Lærerene snakker meget om eksamen, og der er ekstremt fokus på karakterer.Samtidig er der mere fokus på ansvaret for egen læring. Det hører vi overalt. Måske preller det af på dem, der trænger til at høre det, men går lige ind i dem, der slet ikke behøver høre det?

Vi møder ofte de unge piger med gode råd: "Du må lære at slappe af, blive bedre til at planlægge, du skal også kunne lægge det fra dig". Vi mener de gode råd kan hjælpe dem, men mon ikke det snarere giver dem indtrykket af, at det er deres egen skyld og dermed også deres eget ansvar at komme ud af det? Er det ikke farligt, når vi kun giver os selv "skylden" for stress? Som tidligere stressramt ved jeg af bitter erfaring, at hvis der er noget, man ikke kan, når man for alvor er stresset, så er det at tage hånd om sig selv. Man har brug for hjælp. Vi har brug for, at der er nogen der siger: "Nu gør vi sådan her..." og ikke kommunikerer med: "Du må selv......". Ligesom i alle livets andre områder, kan vi ikke vandre den vej alene.

Ikke nok med at de unge piger (og drenge selvfølgelig også) skal tage sig af det faktum, at de er stressede, men dernæst efterlades de også med den mest ensomme følelse af alle: Det er min egen skyld. Skyld og skam står tilbage. Og skamfølelser deler vi ofte ikke med andre. Den tåler ikke dagens lys.

It breaks my heart.

Hvor blev jeg ked af denne kedelig statistik.

Alt dette tænkte jeg på, mens jeg kørte ud i det blå. Jeg vil fortsætte min tapre kamp med at lokke mine piger (og alle deres veninder, og dem der gider høre på det) til at tage en fridag i ny og næ. Uanset hvad alle (alt for) voksne (og frygt-plantende) autoriteter siger. Lære dem vigtigheden af at lade verden sejle indimellem, krybe under dynen med en bog (som i deres tilfælde med sikkerhed bliver bliver Ipad eller telefon) og med god samvittighed pjække fra hverdagen. Der er brug for pauser, for at vi kan mærke kroppen.

Akkompagneret af Depeche Modes Enjoy the silence, og med hunden forventningsfuld og sorgløs på sædet ved siden af mig, bad jeg en stille bøn om, at en engel vil vogte over mine to arbejdssomme, ambitiøse og pligtopfyldende piger, som står på tærsklen til snart at starte en krævende gymnasietid.