Er det navlepilleri, indvikling eller spild af penge at gå i terapi?

I Danmark har cirka hver femte person ondt i livet. Er mismodige, depressive, føler håbløshed og angst. Er det en falliterklæring at gå i terapi?

Nej selvfølgelig ikke. I hvert fald ikke hvis din terapeut er god (Skal hun jo sige hende her, der har brugt virkelig mange penge på det hæhæ.)

Nogle mener ikke, de har brug for det, og det er jo fint nok. Men det indre følelsesliv er så komplekst, er så ustyrligt, at det kan være en stor hjælp - ikke bare til ens trivsel men for at få et godt liv - at være i et fuldstændigt frit rum, hvor man kan få afløb for alt det pres, som der uundgåeligt er i et levet liv, med job der skal passes, chefen, penge der skal tjenes, børn, parforhold, sygdom, skilsmisser, hjem der skal holdes, forældre, søskende, vennerne, kollegerne og så videre.

Uanset om vi kan mærke følelserne eller ej, så styrer de os. Mange af os står i vejen for os selv. Bliver i de samme ubevidste mønstre, som fører til smerte og elendighed. Vi bliver ældre men vi blivere ikke klogere, ikke mere modne. Lader os styre af frygten for ikke at være gode nok, ikke elsket, blive vraget, ikke være smuk nok, ikke have penge nok, det at blive ældre, vores forfald, ikke høre til, være ensom.

Men alle disse følelser - er bare følelser. Og følelser har det med at forsvinde med tiden, hvis de bare rummes, mærkes, bearbejdes. Men det kræver, vi bliver klar over dem. Det kan man ikke altid alene.

Måske vil man hellere bruge pengene på at komme til Harzen. (Eller Vietnam:-)) Og Harzen er jo sikkert dejligt. Med hvad så når man kommer hjem fra Harzen? Hvad så når hverdagen starter igen? "Jamen jeg vil hellere bruge pengene på alle de andre ting, jeg gerne vil have". Ja, det er jo også dejligt at forsøde sit liv med sådanne ting. Det elsker jeg også.

Men som jeg hørte en terapeut sige: Hvis vi ikke er glade for vores liv, så stiger trangen til ting at forsøde vores liv med. Til rødvinen, til flugten væk - kort sagt til at få "vores nattøj varmet på radiatoren". Og vi får mere og mere lyst til "at få vores nattøj varmet på radiatoren". Mere og mere lyst til at putte os ind i de dejlige ting, som vi føler en stakket trøst ved. Vi er ikke svage, fordi vi går i terapi. Tværtom.

Det er et tydeligt styrketegn at tage ansvaret for vores liv, for hvordan vi har det, for at takle os selv og at vælge os selv til. Det er ikke altid nok "at få varmet sit nattøj på radiatoren" eller forkæle os selv med en ny taske eller en fed cykel. Det kan være godt nok, men nogle gange skal der mere til for at få fat.

Måske skal man dybere? Og over tid, vil man mærke, hvor opbyggende det er, hvor styrkende det er, hvor vanskeligere det er at blive væltet omkuld, hvor hurtigere man kommer op igen, hvis man ryger en tur i hækken. Hvordan angsten aftager, hvor nærende det er for ens system, for ens energi at forankre sit liv i sin egen rygsøjle. Der hvor den virkelige styrke kommer fra. I stedet for at basere sit eget fundament på sand. ...håber I forstår metaforen.

Terapeuter, psykologer, psykiatere, coaches, mentorer, supervisorer, facilitatorer, præster, selvudviklere er bestemt ikke nogen, man kan skære over en kam. Men de er alle ressourcer i vores samfund. Og vi har brug for dem. Derfor er der så mange af dem.

At finde glæden, den gode energi og undgå de huller du igen og igen falder i er et langt træk - men spændende og givende. Eller er du mere til små hop på stedet og brandslukninger à la: "Nu har jeg det her problem, og så skal det lige fikses med 2 timers terapi. Så er mit liv godt igen."

Uden at få omsorgsfuld og kløgtig støtte af en, der ikke har aktier i vores liv, er der ikke ret mange mennesker, der kommer igennem kriserne på en konstruktiv måde. Hvad sker der, når man undertrykker følelser? De kommer ud alligevel, de kommer igen. På en nedbrydende måde, enten kaster man dem ud i sine omgivelser eller også retter man dem mod sig selv og falder dybere ned i depressionen, og der skal mere rødvin til om aftenen for at holde sit liv ud. Eller mere Harzen, mere ferie. Eller det viser sig måske i fysisk sygdom, ondt i ryggen, ondt i maven og eksem?

Mon ikke man skulle finde en terapeut, hvis man har ondt i livet. Find gode kurser, find din udviklingsgruppe, begynd at meditere, læs en bog der inspirerer dig af andre som har gået samme vej og som kender den ulykkelige situation, som oftest er udgangspunktet. Gå til et foredrag, begynd til yoga, meld dig til workshops, find dine egne støttende, nærende omgivelser. Alle har fortjent at være i omgivelser med omsorgsfuld støtte. Og nogle gange må man bruge penge på det.

Som yogalærer ved jeg at psykiske spændinger sætter sig i kroppen. At arbejde med bevægelse og kroppen, samtidig med at man arbejder med sin psyke, sin sjæl er i mit perspektiv virkelig gavnligt. Langt mere gavnligt end at arbejde med enten psyke eller bevægelse særskilt. Når vi oplever hvor glædesfyldt det er at stå i ens egen energi, ikke at føle sig alene, så vil vi ikke ret gerne bytte det ud med noget, der stjæler vores energi og livslyst.

Jeg bliver selv karrig med min energi. Passer på den. Jeg tror ikke, der er en vej uden om. Hvis vi vil have et godt liv, må vi sætte ind på det. Gøre vores bedste. Det er os selv, der skal gøre arbejdet.

Alle har fortjent et liv med glæde. Men vi må tage vores eget livs skæbne i egne hænder og det hjælper ikke at sammeligne os med andre. Det her er livet, måske et mærkeligt liv, måske et svært liv. Men det er MIT liv. Livet er en gave, og vi kan ikke gøre andet end at tage imod gaven og pakke den op. (tillykke du holdt ud, godt gået:-))

Om at nyde at være i kirken, Benny Andersen, åbne sig for det nye og æde sin egen lort

Igen i dag måtte jeg æde min egen lort. Det sker jævnligt for tiden.

Vera skulle synge i kirken, og jeg havde egentlig lyst til at tage med. Men min dovenkrop besluttede sig for, at det var bedre at blive hjemme, for det var jo alligevel ikke den præst, jeg kender, og som jeg sådan nyder at høre.

Men min følelse for at komme i kirke i dag, blev hængende og Walter havde lyst til at tage med.

Den nye unge præst holdt en smuk prædiken. Og åhhh nej tudemarie her, kunne mærke, at der var ved at blive åbnet for sluserne. Her sad jeg og kiggede på min skønne datter, jeg holdt min mand i hånden. Som vanligt når jeg er i kirke, tudede jeg. Og følte mig så inderligt taknemmelig. Og så kom der sådan en smuk smuk personlig prædiken, som gik lige i hjertet.

Som handlede om at følge sin egen vej, om at sætte sit eget aftryk, og med hjælp fra Benny Andersens ord "at bide livet i låret" (hov jeg skrev vist om at bide livet i røven her). Om at finde fremtiden frem.

Mit hjerte åbner sig, når prædikener rører, og jeg føler mig ydmyg, der kommer lys ind i hjertet. Ud af alle pinsler, lidelser og smerte, er man nogen gange heldig, at der vokser noget smukt. Ikke nødvendigvis noget nemt. men noget det er meningsfuldt. For en selv. Og måske også derigennem for andre.

Der synes jeg, der gør for mig. Og jeg er så glad for, at jeg finder min vej. Og jeg fik lidt mere mod.

Det med at æde min egen lort består, i at jeg på vejen hjem kunne se, at jeg var i min comfort zone og bare ville høre den præst, jeg kender, og som jeg VED, jeg nyder.

Jeg er glad for at jeg alligevel tog afsted.

"Mor jeg sagde jo, at du skulle give hende en chance..." sagde Vera. Og ja. Jeg er jo selv ny i mange ting. Var ny engang som underviser, (og føler mig det stadig). Var ny som alt muligt andet - og nu ny som yogalærer. Ny som en der for første gang skal udgive en bog. Tænk hvis ingen (udover venner og familie) gider læse min bog, fordi de kun gider læse det, de kender.

Jeg har så travlt med at sige det til andre, og nu måtte jeg erfare det selv.  Det er sgu svært nogle gange at slippe det kendte og vende sig mod det nye.

Her kommer sidste halvdel af prædikens smukke digt. Benny Andersens Morgenhymne:

Det skal mærkes at vi lever

Musik må der til

og blomster til alle

hvem ved, en enkelt banan måske

Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud

hold kroppen i gang så den damper

thi hellere dampe end støve

Skriv tredive breve og plant et træ

efterlign et par fuglestemmer

tillæg din kone en frygtelig last

og tilgiv hende på stedet

det er alt sammen tegn på liv

Endnu er dagen spæd

du kan nå en masse

inden du segner livstræt om

for i dag skal der sørme leves..

overdriv for en gangs skyld:

Thi kendes for ret:

Du er dømt til at leve!

Du må ikke kassere din skæbne

tværtimod tage den på dig

Fyld den ud

som din hud!

Bid livet i låret

Find fremtiden frem

Rut med planer og visdomsord

Brug store ord i massevis

Når man indimellem rammes hårdt af mismod og mindreværd, er det bare så rart at komme i kirke.

Jeg glæder mig til at høre præstAne igen, jeg kan mærke, jeg skal lære hende at kende.