søndag den 29. januar 2012

Om at nyde at være i kirken, Benny Andersen, åbne sig for det nye og æde sin egen lort

Igen i dag måtte jeg æde min egen lort. Det sker jævnligt for tiden.

Vera skulle synge i kirken, og jeg havde egentlig lyst til at tage med. Men min dovenkrop besluttede sig for, at det var bedre at blive hjemme, for det var jo alligevel ikke den præst, jeg kender, og som jeg sådan nyder at høre.

Men min følelse for at komme i kirke i dag, blev hængende og Walter havde lyst til at tage med.

Den nye unge præst holdt en smuk prædiken. Og åhhh nej tudemarie her, kunne mærke, at der var ved at blive åbnet for sluserne. Her sad jeg og kiggede på min skønne datter, jeg holdt min mand i hånden. Som vanligt når jeg er i kirke, tudede jeg. Og følte mig så inderligt taknemmelig. Og så kom der sådan en smuk smuk personlig prædiken, som gik lige i hjertet.

Som handlede om at følge sin egen vej, om at sætte sit eget aftryk, og med hjælp fra Benny Andersens ord "at bide livet i låret" (hov jeg skrev vist om at bide livet i røven her). Om at finde fremtiden frem.

Mit hjerte åbner sig, når prædikener rører, og jeg føler mig ydmyg, der kommer lys ind i hjertet. Ud af alle pinsler, lidelser og smerte, er man nogen gange heldig, at der vokser noget smukt. Ikke nødvendigvis noget nemt. men noget det er meningsfuldt. For en selv. Og måske også derigennem for andre.

Der synes jeg, der gør for mig. Og jeg er så glad for, at jeg finder min vej. Og jeg fik lidt mere mod.

Det med at æde min egen lort består, i at jeg på vejen hjem kunne se, at jeg var i min comfort zone og bare ville høre den præst, jeg kender, og som jeg VED, jeg nyder.

Jeg er glad for at jeg alligevel tog afsted.

"Mor jeg sagde jo, at du skulle give hende en chance..." sagde Vera. Og ja. Jeg er jo selv ny i mange ting. Var ny engang som underviser, (og føler mig det stadig). Var ny som alt muligt andet - og nu ny som yogalærer. Ny som en der for første gang skal udgive en bog. Tænk hvis ingen (udover venner og familie) gider læse min bog, fordi de kun gider læse det, de kender.

Jeg har så travlt med at sige det til andre, og nu måtte jeg erfare det selv.  Det er sgu svært nogle gange at slippe det kendte og vende sig mod det nye.


Her kommer sidste halvdel af prædikens smukke digt. Benny Andersens Morgenhymne:

Det skal mærkes at vi lever

Musik må der til

og blomster til alle

hvem ved, en enkelt banan måske

Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud

hold kroppen i gang så den damper

thi hellere dampe end støve

Skriv tredive breve og plant et træ

efterlign et par fuglestemmer

tillæg din kone en frygtelig last

og tilgiv hende på stedet

det er alt sammen tegn på liv

Endnu er dagen spæd

du kan nå en masse

inden du segner livstræt om

for i dag skal der sørme leves..

overdriv for en gangs skyld:

Thi kendes for ret:

Du er dømt til at leve!

Du må ikke kassere din skæbne

tværtimod tage den på dig

Fyld den ud

som din hud!

Bid livet i låret

Find fremtiden frem

Rut med planer og visdomsord

Brug store ord i massevis

Når man indimellem rammes hårdt af mismod og mindreværd, er det bare så rart at komme i kirke.

Jeg glæder mig til at høre præstAne igen, jeg kan mærke, jeg skal lære hende at kende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ææælsker dine hilsner

Send en kommentar