mandag den 24. september 2012

Livet er - at tage på yoga-retreat

Cyklen er lyserød og står udenfor en lille café ved havnen på Samsø. Jeg får bakset min taske fast på cyklen, og sammen med min retreat-kompagnon som jeg lige havde mødt, begiver jeg mig afsted på de nuttede, små, snoede veje. Vi skal til Solglimt.

Her vil vi tilbringe de næste 3 dage, hvor vi skal på Simple Nature Retreat hos Anette Meldgaard, som ejer huset Solglimt, og driver sin lille yogavirksomhed Yogamo. Vi skal lave yoga, meditere, restituere, suge til os af kraften fra Samsøs energigivende natur, spise lækker økologisk mad, hvile ud, inspirere og inspireres. For et par dage vil jeg slippe kød, kaffen og rødvin. Det er godt for min selvdisciplinsmuskel.

Jeg cykler forkert, og en sød mand tilbyder at cykle med mig op til huset, som han selvfølgelig kender. Allerede her mærker jeg den særlige ø-stemning, man hjælper hinanden. Solglimt er ligesom, jeg har forestillet mig. Et 100 år gammelt murermesterhus omgivet af røde længer med et kæmpe træ midt på gårdspladsen. Det toner frem, og jeg nyder den blide septembervind, som får havens bugnende æbletræer til at vaje majestætiske. Mens jeg rød i hovedet og svedende, okser mig frem.

Indenfor er der hyggeligt. Overalt er der stearinlys. Vise, livsbekræftende citater inspirerer overalt, hvor mit øje lander. Min veninde Charlotte er ankommet fra Sjællandssiden. Jeg har savnet hende. Naturen er trukket indenfor. Her er sten, grønne planter, træ, strandskaller og blomster.
Eftermiddagen byder på to timers blid yoga, hvor grounding er temaet. Det er blidt og afspændende, og hjælper mig i den grad til at lande.
 
Senere ved middagsbordet nyder vi vores cremede orange græskarsuppe med hjemmelavede grove boller, smør og æblekage, mens vi præsenterer os for hinanden. Vi er 8 kvinder i alt. Og sikke kvinder. Skal det vise sig. Midt i livet, men på meget forskellige stadier af vores egen udviklingsproces.

De næste dage byder på cykling på øen, morgenstund i stilhed, lidt mere udfordrende yoga, vandring til det ruskende Besser Rev, madpakkespisning i den grønne natur, restituerende yoga, indføring i meditation, hvilepauser med tid til en lur, lidt løs læsning i min medbragte bog, nydelse af den vegetariske mad som sætter gang i systemet, hyldebærsaft, som vor bedstemor lavede den, kvindelig visdom, organiseringskraft og omsorg, gode samtaler, grin og tårer, åbenhed og ærlighed.


Jeg har det, som er jeg havnet i min oprindelige livmoder. Her er varmt, nærende, opbyggende og kærlighedsfyldt. Kun røgelsespindene har min lugtesans svært ved at klare.

Jeg føler mig beriget af disse skønne rammer og mennesker. Inspireret. Og taknemmelig over al den guddommelighed. Og alle de prutter jeg har slået.




Hjemvendt er jeg træt. Langsom. Mæt på den gode måde. Og følsom efter al den åbnende yoga. Og elsker dem, der er mine endnu mere.

Og sådan skal det være.

1 kommentar:

  1. Hvilken skøn, medrivende og rammende beskrivelse Loui - den vækker genklang og får mig til at længes tilbage. Anette og Samsø kan virkelig noget der!
    Det glæder mig, at I har nydt det <3
    Og prutterne, når endelig de kommer efter megen drøvtyggerrumlen, er velsignede :-)
    Hurra for yoga, fred og kærlighed!

    SvarSlet

Jeg ææælsker dine hilsner