tirsdag den 19. marts 2013

Mit møde med den kvindelige terminator.....

Åh, sol. Undskyld, jeg ved, det er koldt i Danmark, men idag er vejret altså SÅ dejligt. Stadig kun 14-15 grader, men høj sol og den hårde vind fra igår har lagt sig.

Jeg bliver skør af mig selv. Alle de tanker om, hvad jeg mon skal. Skal jeg tage en yogatime nu? Skal jeg ligge mig ned i solen? Må jeg gå i cafeen og drikke kaffe? Skal jeg løbe en tur? Skal jeg stå tidligt op og gå en lang tur i den smukke morgenstund? Skal jeg læse i min bog? Skal jeg skrive lidt? Skal jeg en af dagene tage bussen ind til Barcelona? Huske at slappe af, slappe af, slappe af. Men skønne valg alle sammen.

Igår var jeg først til en times pilates. Lige derefter 1,5 times aquagym, med en lærer der så ud som en kloning mellem Birgitte Stallone og The terminator. En centimeter kort, blondt, afbleget strithår, med en stemme så dyb som en mands. Meget kraftig sort øjenmakeup. Bryster så store og oprejste, at de kunne stå selv. Læber så tykke så de nok ikke var medfødte. Når hun sagde noget til en, var det som at få skæld ud.



Jeg kæmpede en kamp i halvanden time for at holde mig flydende i vandet, og for ikke at tiltrække hendes opmærksomhed. Hvis man brugte det ene ben forkert, så hun strengt på en, som om man var den dummeste knold på jord. Forgæves søgte jeg sympatiblikke hos mine medsvømmere. Hun var umulig at slå et smil af.

Selvom der var masser at grine af. Mig med badehætte, to forskellige bikinidele - kunne selvfølgelig ikke finde de dele der passede sammen, inden jeg tog af sted. Hele tiden væltede jeg, havde en slags vægte bundet om fødderne og en slags luffer om håndleddene.

Undervisningen var på spansk, og jeg prøvede ihærdigt at hænge på og regne ud, hvad det var vi skulle. Og hun kunne selvfølgelig se, at jeg gjorde det forkert: Vamos, Vamos, Vamos - råbte hun pludseligt så, mit nervesystem fik nedsmeltning. Jeg tror det betyder noget i retning af "afsted, igang, kom nu". Jeg besluttede mig for,
ikke at være sur på hende, selvom jeg på et tidspunkt var ved at skride. Tænkte bare: go with the flow.

Til sidst blev vi gode venner. Hun sagde til mig: Muy bueno - muy bueno. Hun synes, jeg var god? Så var min mission accomplished. Jeg kan slet ikke stå for at blive rost, så smelter jeg helt.

Når jeg skal gøre noget, der er hårdt, er det bedst, jeg ikke ved på forhånd, hvor lang tid det tager. Havde jeg vidst, at aqua-gym varede halvanden time, og ikke en time, havde jeg muligvis ikke gjort det. Damen blev ved og ved - en ustoppelig robot, som trådt lige ud af en James Bond film.

Klokken blev 21.15, inden jeg kravlede tilbage til restauranten for hungrende at kaste mig over buffeten.

HVOR VAR JEG SULTEN.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg ææælsker dine hilsner