Jeg er heldig at have en mor

Og synes, hun skal hyldes.

Fordi hun kommer og hjælper mig en gang i mellem og gider gøre ting, jeg ikke selv gider. Selvom hun:

- snuser i ethvert kontoudtog eller lønseddel hun kan finde
- læser i vores private dagbøger
- nøje skriver sig bag øret, hver eneste lille bon hun kan finde
- giver pigerne store slikposer, selvom jeg siger, hun ikke må, lige inden de skal spise. Men det vil hun da sk....  på.

Men hun er tilgivet. Fordi hun altid hjælper. Og det føles som balsam i kroppen og jeg smiler, når jeg ser at hun:

- gider stikke næsen dybt ned i vores vasketøjskurv

- har stillet vores sko pænt, som vi ellers bare kyler ind i skabet

- sirligt har samlet alle de tomme glas og flasker i bæreposer og stillet dem i garagen, som ellers bare hober sig op under vasken i bryggerset, og som jeg arrigt bare sparker dybere ind i skabet.

- rydder op på børnenes værelser og lægger deres tøj pænt i i skabet - steder som jeg har opgivet og som giver mig dårlig energi, hver gang jeg ser ind i dem - men som jeg heller ikke gider rydde op i.

- skurer vores køkkenvask med en skuresvamp, så den stråler og ikke ligner den snaskede omgang den plejer. Når W og jeg er færdige med at rydde op efter aftensmaden, er vi så lykkelige for, at det er overstået, at vi ikke gider ordne køkkenvasken. Derfor er den altid klammo. Indtil momse kommer.

- tømmer vores brændeovn for aske og støvsuger den!

- gør ruden i brændeovnen fin ren, som vi heller aldrig gider

- tømmer gamle gymnastiktasker, som hober sig op

- kommer med søde sommerblomster til mig om sommeren, som hun liiiige har fundet billigt, og som liiige passer til den krukke

- gider at fjerne stearin fra lysestager, som er så fedtet ind i stearin, at man ikke kan se at det rent faktisk ER lysestager.

- kommer med 100 par strømper til børnene, som hun har fundet til 5 kroner, når de trænger allermest

Det er dejligt, når momse kommer. 

Her tager hun den ned af bjerget i Vietnam.

Gid jeg selv er lige så frisk, når jeg bliver 76.